– Min mand droppede triatlon, da jeg begyndte at køre fra ham på landevejen, fortæller Christina Svejstrup.
Den 36-årige triatlet er mor til tre mindre børn på gården i Gundsømagle, driver sit eget rengøringsfirma og har været verdensmester i sin aldersklasse, siden hun løb, svømmede og cyklede titlen hjem på Hawaii i efteråret 2018.
Verdensmester på rekordtid
Christina Svejstrup har kun dyrket triatlon siden 2015, men har siden da opnået at blive både Europamester, verdensrekordholder og senest verdensmester. I januar i år sprang Christina Svejstrup ud som professionel, og målet for indeværende år er nu at vinde Ironman i København til august samt at kvalificere sig til VM på Hawaii i 2020.
– Jeg skulle jo bare prøve det i sin tid, og jeg havde ikke trænet mig op til, at det skulle være en levevej, fortæller atleten, der blev gravid med tvillinger fire uger efter VM på Hawaii i 2015.
– Børn og sport kom i én pærevælling, så det er på en måde en fordel, at det nu er bag mig, siger moren, der har Viktoria på 5 og tvillingerne Silke og Lærke på 3 år sammen med sin mand.
Ikke en familiesport
De bor sammen med Christina Svejstrups mor på en trelænget gård ved Gundsømagle, for som ambitiøs triatlet er det ikke en hemmelighed, at det kræver lidt hjælp for at få familielivet til at hænge sammen.
– Det kræver et bagland, for triatlon bliver aldrig en familiesport. Jeg har tit passet firmaet om natten, og så har jeg kunnet træne, mens de små var i institution. Det har så knebet lidt med hvilen, siger Christina Svejstrup, der har lovet manden, at han kommer til fadet om nogle år.
Kort men hårdt
Hun har nu ansat en inspektør i rengøringsfirmaet, og så passer Christina Svejstrup ellers arbejdet i de sene aftentimer og de tidlige morgentimer. Træningsmetoden er efter devisen 'kort med hårdt', hvilket betyder, at hun typisk træner 15 timer om ugen, mens der bliver lagt yderligere timer på op til de store løb. Dermed kan hun træne i dagtimerne, og derefter passe familielivet fra eftermiddag til aften.
– Min mor havde rengøringsfirma i 36 år, og hun har aldrig sover mere end 4-6 timer hver nat, så det kan jeg nok også klare, griner Christina Svejstrup.