FODBOLD Efter sidste uges pointtab til Espergærde, hvor Karlebo for første gang viste svaghedstegn, mødte et skadesplaget Karlebohold Værløse på hjemmebane.
Men det stod dog hurtigt klart, at Karlebo ikke ville sætte førstepladsen over styr. Gæsterne blev sikkert besejret og hvis Karlebo kan vinde eller få uafgjort i næste kamp mod Gilleleje, så er holdet ubesejret i den første runde af Serie 2 og kan holde sommerferie som det absolutte tophold.
Kenneth Jensen kom "sædvanligt" på målscoretavlen, da Kenneth Norvold i det 25. minut spillede ham fri foran mål.
Otte minutter senere sendte Claus Lange et langt indkast ind i feltet, hvor Jørgen Christiansen bragte Karlebo på 2-0.
Karlebo havde kontrol over kampen i første halvleg og selvom Værløse i anden halvleg kom mere med ind i kampen, så slap Karlebo aldrig grebet om spillet.
Thomas Søndergård slog for alvor sejren fast i det 65. minut. Bolden blev ført frem i højre side af banen og da bolden blev spillet frem til Thomas Søndergård fortsatte han forbi sin oppasser og sendte bolden ind i det lange hjørne til slutresultatet 3-0.
KIF-Værløse BK 3-0 (2-0) Mål: 1-0 Kenneth Jensen (25.min.), 2-0 Jørgen Christiansen (33.min.), 3-0 Thomas Søndergård (65. min.)