Frank Hansen
Højmose Vænge 13, 6. tv, Hørsholm
Svømmehallen i Hørsholm har, for at spare lidt på energiregningen, holdt en uforsvarlig lav temperatur i brusebadene. Det har dog ikke givet anledning til sygdomstilfælde blandt badegæsterne, rapporteres det beroligende.
Det sidste er jeg nu ikke så sikker på. Jeg har gennem en længere årrække badet i Hørsholm Svømmehal hver søndag, indtil jeg i foråret 2005 pludselig fik lungebetændelse tre gange efter hinanden og var syg i længere tid.
Jeg havde på fornemmelsen, at det havde noget med min svømning at gøre og holdt derfor op med at komme i Hørsholm Svømmehal. Jeg havde det derpå fint, indtil jeg den 3. august i år tog til en konference i Rio de Janeiro. For at komme lidt i form inden rejsen havde jeg for første gang siden min sidste lungebetændelse i 2005 besøgt Hørsholm Svømmehal. Det skete et par dage før afrejsen. Men allerede da jeg ankom til Rio rystede jeg af kulde selvom temperaturen om eftermiddagen lå på 27 grader. Det blev gradvist værre og efter nogle dage måtte jeg konstatere, at jeg igen havde fået en lungebetændelse, som det tog mig næsten en måned at komme over.
Der er naturligvis ikke noget bevis for, at disse hændelser har noget med svømmehallen at gøre. Men det er heller ikke lægens første prioritet at finde årsagen til en opstået lungebetændelse. Den skal blot behandles hurtigst muligt.
Lungebetændelse konstateres med en simpel blodprøve, som ikke siger noget om årsagen til sygdommen. Jeg kan kun opfordre til, at man ikke i misforstået spareiver sætter borgernes helbred på spil i kommunens institutioner.