Hørsholm 79ers mindes klubkammerat

37-årige Dan Uzan blev dræbt foran synagogen ved weekendens terrorangreb i København, og mandag aften vil han blive mindet og æret i Hørsholm Hallen

Foto: Claus Beyer

Holdleder hos HøBas og tidligere elitespiller hos Hørsholm Basketball Klub, 37-årige Dan Uzan, blev dræbt med ét skud foran synagogen i Krystalgade i København, mens han stod sammen med to bevæbnede betjente natten til søndag.

Dan Uzan var vagt foran synagogen, hvor et selskab på 80 personer fejrede en piges konfirmation, og på grund af det tidligere terrorangreb på Kulturhuset Krudttønden på Østerbro lørdag eftermiddag, så valgte politiet også at være tilstede foran synagogen med svært bevæbnede betjente.

På ekstrabladet.dk fortæller formand for det jødiske samfund i Danmark Dan Rosenberg Asmussen:

"Der stod to betjente ved indgangen til synagogen sammen med vores medlem Dan Uzan. Gerningsmanden kommer hen til indgangen cirka kl. 00:30. Det er altså en person, som de åbenbart ikke fatter mistanke til. Der passerer jo folk forbi på gaden sådan en aften i København."

"Som jeg er informeret, så trækker gerningsmanden en pistol – og skyder altså først på helt klos hold vores medlem, der står for adgangskontrollen til synagogen – og så sårer han også de to politibetjente, og forsvinder så," siger Dan Rosenberg Asmussen.

Dan Uzan har spillet i Hørsholm Basketball Klub siden 1996. Først på ungdomshold siden på klubbens ligahold, og de seneste år på klubbens veteranhold Høbas, hvor han også var holdleder, og i et mindeord på basketklubbens hjemmeside skriver bestyrelsen:

"Vi har mistet en stor spiller og en stor personlighed i klubben. Rummelighed er nok det bedst betegnende enkelte ord for Dan. Hos Dan var der altid plads til alle. Han var elsket ikke blot for sin åbenlyse frihed for fordomme, men for sin omsorg og oprigtige interesse for alle han havde i sit liv."

"Dan kærede sig for andre mennesker og var altid parat til at hjælpe eller trække et stort læs. Hvis vi skal forsøge at finde trøst og en smule mening i meningsløsheden omkring Dans bortgang, så må det være at han i går forhindrede en endnu større katastrofe."

"Dan's død har efterladt os i chok og med et stort tomrum. Han vil altid blive savnet.

I forbindelse med kampen i morgen mandag vil vi ære Dan, holde et minuts stilhed og spillerne vil bære sørgebind. Efter kampen er klublokalet åbent og klubben vil være vært for et mindre arrangement for alle der har lyst."