Heroin for 233 millioner er beslaglagt

Narkopoliti i Pakistan beslaglægger største parti heroin i landets historie. Værdien er 233 millioner kroner

Narkoforbryderne havde gemt 108 kilo heroin i tændstikæsker. Narkotika, der skulle ud i verden og sælges til narkomaner.

Det blev smuglet til Pakistan fra Afghanistan. Igennem den nordvestlige provins Khyber Pakhtunkhwa og frem til havnebyen Karachi ved Det Arabiske Hav.

Her blev det lagt i en skibscontainer.

Myndighederne kom imidlertid på sporet af de 108 kilo heroin, og mandag aften blev tændstikæskerne fundet i havnen i Karachi.

En officer i ANF, det pakistanske narkopoliti, siger til det franske nyhedsbureau AFP, at politiet efterfølgende gik i aktion i Karachis Quaid Abad-kvarter.

Her var der for alvor bingo.

Politiet fandt andre 267 kilo heroin. Tilsammen har de beslaglagt 375 kilo narkotika til en værdi af 44 millioner dollar, 233 millioner kroner, på det internationale marked.

– Vi har anholdt fem personer, og under afhøringer har de tilstået, at de har været narkosmuglere i længere tid, siger narkoofficeren.

– Dette er den største beslaglæggelse af heroin i Pakistans historie, siger ANF i en officiel meddelelse.

Narkomanerne får deres heroin fra Afghanistan, som er leverandør af 90 procent af den opium, der bruges til heroin verden over.

Blandt andet dyrkes der valmuer i området omkring den afghansk-pakistanske grænse, der af USA's præsident, Barack Obama, er betegnet som verdens farligste sted.

Det er kendt for at være tilholdssted for militsfolk fra Taliban og al-Qaeda, og indtægter fra heroin er med til at finansiere deres oprør og kamphandlinger i regionen.