Harmonikamusik i Svebølle

Reersø Harmonikaklub inviterer til åbent hus søndag den 17. marts i Aktivitetscenter Åvangen i Svebølle.

Det er fjerde år man afvikler arrangementet og de tidligere år har de været en stor succes, så nu har klubbens bestyrelse besluttet at gøre arrangementet til en tilbagevendende begivenhed.

Søndag den 17. marts inviteres derfor til tre timers harmonikamusik fra klokken 14 til 17.

Der er gratis adgang for alle og harmonikaklubben byder desuden på gratis kaffe. Er man lækkersulten, vil der være mulighed for at købe kage til kaffen.

Underholdningen på dagen vil blive varetaget af klubbens medlemmer, som, opdelt i forskellige grupper, vil give eksempler på deres musikalske evner. Klubbens store hold, hvor alle medlemmer kan deltage uanset deres musikalske rutine, vil starte og slutte dagen. Desuden vil man bandt andet kunne høre grupperne »De 5 seniorer«, »Trækspillerne« og »Unoderne«. Men også de to rutinerede harmonikaspillere Erling og Flemming vil give smagsprøver på deres fingerfærdigheder.

Ekstra arrangement i oktober

De seneste tre år har Reersø Harmonikaklub afholdt Harmonikatræf i Svallerup Forsamlingshus, men da udbyttet af denne dag ikke helt har været tilfredsstillende, set i forhold til det store arbejde, der kræves af medlemmerne, så har klubbens bestyrelse vedtaget, at man ophører med træffet i Svallerup og i stedet inviteres i år til et ekstra gratis åbent hus-arrangement søndag den 13. oktober på Åvangen i Svebølle.