Han satte aftryk på Ishøj

Der er foredrag af den tidligere kommunalpolitiker Leif Grundsøe og Ishøjs største kaffebord.
Der er foredrag af den tidligere kommunalpolitiker Leif Grundsøe og Ishøjs største kaffebord.

Man kan møde den tidligere kommunalpolitiker Leif Grundsøe og nyde Ishøjs største kaffebord, når Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forening åbner for det første arrangement i år i Landsbysalen på Bredekærgård i Tranegilde Landsby søndag den 17. februar kl. 14.00.

Gennem 20 år i perioden 1974-1993 satte Leif Grundsøe sine aftryk på mange foreningsmæssige og politiske tiltag, som var i Ishøj Kommune. Hans engagement som formand for både kulturelt udvalg og teknisk udvalg kan den dag i dag ses rundt omkring i Ishøj.

Leif Grundsøe har haft en finger med i spillet når det gjaldt etableringen af Ishøj Fællesantenne, Ishøj Svømmehal, Det arbejdende landbrug Bredekærgård i Tranegilde Landsby, de 44 tunnelmaterier, skulpturer, koncerter i Ishøj Byhave og meget andet. Samtidig var han dybt engageret som formand i Grundejerforeningen Pilegården.

Inden længe vil to film blive offentliggjort med optagelser fra Leif Grundsøes liv med titlerne »Her er mit liv inden jeg kom til Ishøj, fortalt af Leif Grundsøe« og »Her er mit liv i Ishøj, fortalt af Leif Grundsøe«. Filmene vil kunne ses på Thorslunde-Ishøj Lokalhistoriske Forenings YouTube-kanal.

Det koster 50 kroner at deltage i arrangementet inkl. kaffebrod, og billetter sælges via foreningens hjemmeside www.ishoejlokalhistorisk.dk