Det var et måbende pressekorps, som Asger Jensby mødte tilbage i 2008.
Få dage tidligere var selskabet IT Factory, hvor han var formand, blevet kåret som årets vækstvirksomhed. Nu var det hele forsvundet som dug for solen.
– Vores direktør, Stein Bagger, er væk. Vi ved ikke, hvor han er, lød det på et pressemøde, som varslede en af landets største erhvervsskandaler.
Vækstkanonen var et luftkastel, og det kastede erhvervsmand Asger Jensby ud i en nedtur, hvor han blev både blev ruineret og fik en depression.
14 år senere er sagen ikke noget, der fylder længere. Nu bruger Jensby, der onsdag den 1. februar fylder 75 år, tiden på andre ting end arbejdet.
– Siden 2019 har jeg ikke arbejdet planmæssigt. Jeg holder et foredrag en gang i mellem, og ellers er jeg pensionist, fortæller han.
Tiden bruges i stedet på at gå en tur med hunden, lave mad eller andre ting i hjemmet i Norge, hvor konen Eva stadig er på arbejdsmarkedet.
Erhvervsmanden blev født i Grenaa og fik en uddannelse i erhvervsøkonomi fra Aarhus Universitet, inden han i 1973 landede i it-branchen hos IBM.
Siden fulgte flere direktørstillinger i den dengang unge branche.
Blandt andet som dansk direktør for de amerikanske selskaber CSC og EDS, hvor han hos sidstnævnte dog blev bortvist efter blot syv måneder.
I stedet kastede han sig over rollen som investor, og juvelen i samlingen blev vækstkanonen IT Factory, hvor det hele altså sluttede med et brag.
Den milliardstore formue forsvandt, og han blev erklæret personligt konkurs. Han fik også 40 dages fængsel for skattesvig og et ulovligt lån.
I tiden efter IT Factory har Asger Jensby været involveret i flere selskaber. Men det er fortid nu, hvor tiden blandt andet bruges på hans tre børn, der bor i Danmark og Østrig.
Den halvrunde dag skal fejres med venner og bekendte i Norge.
/ritzau/