
Tirsdag kl. 17.57 er guldsmed Finn Mogensen, hans hustru og en 18-årig medhjælper som så ofte før i gang med at lukke butikken på Nærumvænge Torv, da noget pludselig går helt galt.
"Jeg er ved at tage skiltet foran butikken ind, og idet jeg drejer mig rundt, kigger jeg op på en person med en anoraklignende jakke og elefanthue. Min første tanke er, at det er underligt med alt det tøj, når det ikke er særlig koldt," siger indehaver af Din Guldsmed, Finn Mogensen.
"Jeg flygter ind i butikken, men hvad jeg ikke ved, er, at en anden person er smuttet bag mig ind i butikken. Han er nu i gang med at smadre de glasmontrer, som vi endnu ikke har nået at tømme. Det gør vi hver aften, hvor alt af værdi i butikken bliver puttet i et pengeskab," fortæller Finn Mogensen.
Finn Mogensens briller har i første omgang skærmet ham for den direkte kontakt med pebersprayen, og i butikken ser han, at hans 18-årige medhjælper, er så chokeret, at hun er så godt som frosset til stedet uden at kunne røre sig.
Det er først, da Finn Mogensens hustru, Grethe Mogensen, råbte "Ud af min butik" til den ene røver, at den 18-årige medhjælper så sit snit til at flygte.
Grethe Mogensen får stukket en pistol lige i ansigtet. Hun får dog aflåst pengeskabet og trykket på overfaldsalarmen.
Inden der er gået to minutter, er røverne væk. Og det er først på det tidspunkt, at Finn Mogensen mærker virkningen af pebersprayen.
"Til at begynde med handlede jeg med adrenalin i blodet, men da røverne er væk, kan jeg mærke, at det er som om, at der nogen, der står med en lighter på mine kindben. Og kort efter kan jeg intet se," siger Finn Mogensen, der har fået synet igen, men stadig er hæs efter den store dosis peberspray.
Finn Mogensen havde i de hektiske to minutter nået at få trykke på overfaldsalarmen. Hans hustru havde nået at flygte ud ad bagdøren og ind i det nærliggende pizzeria. Handlende og kunder på torvet har fået tilkaldt politi, der efter fem minutter møder talstærke frem.
Men Finn Mogensen kan intet se i omkring en times tid.
"Jeg er panikslagen og tror, at jeg skal være blind resten af livet," siger han.
Andre har til gengæld set de to røvere stikke af i en sort bil – måske en stationcar – der holdt på bagsiden af butikken.
Om onsdagen har Min Guldsmed altid lukket, men i stedet for at nyde fridagen, bruger parret nu dagen på at rydde op og opgøre skaderne.
"Vi regner med, at der er stjålet for mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner i udsalgspris. Desuden er der skader på montrer og gulve," siger han.
Butikken holder åbent. For både Finn og hans hustru mener, at det bedste for dem er at komme tilbage.
"Hvis du ikke kan komme ind ad døren, kan du blive så mentalt knækket, at du aldrig kommer ind igen," siger Finn Mogensen, der dog er så berørt, at han har søgt om at få krisehjælp.
Noget af det, der har hjulpet ham og hustruen meget, er de mange folk, der er kommet ind for at tale med dem op oplevelsen.