På trods af en sejr i mandagens medal race for de 10 bedste både, så slutter årets sidste mesterskab for de olympiske 470-sejlere med en dansk 5. plads til danskerne Henriette Koch og Lene Sommer fra KDY i Rungsted.
Før EM-stævnets afgørende sejlads, hvor pointene tæller dobbelt, var der nemlig uoverkommelige 28 point op til en medalje for de to danskere.
Sejladsen fandt sted i 8-10 m/s, og der blev aldrig rigtig spænding om udfaldet. Efter en god start øger danskerne stille og roligt deres forspring til konkurrenterne.
"Vi fandt lidt flere tryk end de andre, og det vinder man bare en finale på", lød forklaringen fra Henriette Koch om den sikre sejr.
De lokale sejlere sluttede dermed som en samlet nummer fem.
"Inden stævnet havde vi været ganske tilfredse med en femteplads, men når vi nu rammer noget undervejs, der er rigtigt og virker, så er en femteplads en lidt en flad fornemmelse at stå tilbage med. På den anden side er det vores bedste resultat nogensinde ved et EM. Så alt i alt kan vi ikke rigtigt tillade os andet at være tilfredse," siger Henriette Koch.
Ny europamester er de franske sejlere Rol og Defrance, mens de forsvarende mestre, Conti og Micol fra Italien, i år må nøjes med sølv. Bronzen gik til Frankrigs Petitjean og Douroux.