
HØNG: Groft sagt, så kan alle lave en hjemmeside. Problemet er, at de også gør det.
HHHIF – Høng Håndværker, handels- og industriforening – inviterer til foredrag med højaktuelle udfordringer om kunsten at lave sin egen hjemmeside.
Det sker i forbindelse med Høng Erhvervsforenings (HHHIF) generalforsamling onsdag 12. marts, hvor alle er velkomne, understreger formanden, John Anderberg.
HHHIF har inviteret direktør Søren Lindhardt fra virksomheden GoMINIsite. Søren Lindhardt vil redegøre for, hvordan små og mellemstore virksomheder får en hjemmeside, der virker, som om virksomheden er vokset med tre nye medarbejdere: En salgsmedarbejder, en servicemedarbejder og en informationsmedarbejder.
Ikke bare tom snak
Deltagerne får i dette foredrag en viden, der helt sikkert vil ændre holdningen til mulighederne på deres hjemmeside, siger John Anderberg.
Utallige erhvervsledere har allerede hørt Søren Lindhardts foredrag og kan bekræfte, at det ikke bare er tom snak, men realiteter, der ligger bag det dristige løfte.
John Anderberg siger det direkte:
– Forretninger og virksomheder, der indtil nu kun har haft meget ringe – og måske slet ingen – resultater af deres hjemmeside, eller virksomheder, som i det hele taget har mod på at ryste krisen af sig så hurtigt som muligt, gør klogt i at komme til dette foredrag.
En dårlig hjemmeside
Og som Søren Lindhardt siger: – En dårlig hjemmeside er mindre værd end avisen fra i går. Den kan du i det mindste pakke fisk ind i.
Der er gratis adgang til foredraget, men der er også mulighed for at deltage i spisningen, hvilket blot kræver en tilmelding til formanden John Anderberg, på mail: ja@anderbergklima.dk
Spisning og møde finder sted i i Rosenvængets Selskabslokaler i Høng og derefter starter generalforsamlingen. Efter ca. en halv time går direktør Søren Lindhardt på.
Man kan læse mere på www.hoengerhvervsforening.dk
BR