Sarah Auken, sognepræst i Søborg Kirke
I Bangladesh samledes 10.000 i fællesbøn for at bede om et mirakel imod den verdensomspændende pandemi, som nu alle i Danmarks befolkning er på fornavn med.
Selv min seksårige datter. Forleden stod hun med tårerne trillende ned af kinderne. Ét var, at begge hendes fødselsdag var aflyst (det gør meget ondt når man har talt ned til sin fødselsdag siden jul og har være med til at indkøbe helium til 150 balloner). Noget andet var en frygt, der pludselig opstod i hende. En frygt for at miste sine bedsteforældre. Den dumme ting, der aflyste fødselsdagen, afskar hende fra hendes venner og nu også hendes familie. Og så blev jeg - præsten, den der plejer at have ord for afmagten - den magtesløse. For hvad skal jeg sige? Det er jo en reel frygt. Jeg kan ikke love hende, at det nok skal gå alt sammen. For faktum er, at det ved jeg ikke. Jeg ved det ikke. Netop hendes bedsteforældre er i risikogruppen.
Ikke gammel nok til at dø
Vi ringede til bedstemor, og hun sagde: "Det kan jeg godt forstå, Elisabeth, og det er derfor, vi skal passe på. Men jeg er slet ikke gammel nok til at dø endnu". Tænk, hvis jeg turde tro på det. Måske gjorde min datter. I hvert fald løb hun videre og blev glad for udsigten til, at vi snart skulle bage kage.
Frygt har flere funktioner. Den kan lamme os, den kan få os til at flygte, og den kan få os til at kæmpe. Mon ikke vi alle har været i flere forskellige stadier af handlingslammelse og håbløshed de sidste par uger. Paralyseret har vi opdateret nyhedsskærmen for at se de nye tal. Og flygte - ja, det er dybest set umuligt. Nu er det kun muligt at forskanse os bag vores døre med toiletpapir, tørgær og dåsetun.
Men frygten kan også noget andet. Den kan få os til at kæmpe. Og det har vi brug for. Vi har brug for med al den magt, vi har, at fjerne os fra hinanden. Vi har brug for at udvise fællesskab ved at fjerne os fra det fællesskab, der normalt støtter og bærer os - og hjælper os, når vi er bange.
Frygt ikke, tro kun
Når konfirmander vælger konfirmationsord, så vælger de ofte det her lille vers. " Frygt ikke, tro kun."
Men hvordan skal vi forstå de ord? Mange konfirmander har en forestilling om, at hvis de bare tror nok, så lykkes det hele. Men lige nu er de fleste nok klar over, at vi ikke som i Bangladesh skal stimle sammen i 10.000-tal for at tro og bede, for så udsætter vi hinanden for massiv smittefare. Lige nu er de frygtløse i virkeligheden hovedløse. De er til fare for sig selv og andre. I stedet må vi bruge vores frygt intelligent - til at handle og kæmpe på trods. Vi ved at der vil være frygtelige tab, og at vi har slet ikke set, hvor galt det kan gå.
Kærligheden spirer
Men samtidig må vi ikke lade frygten løbe af med os. Et af mine yndlingssteder fra Bibelen er det her: "Frygt findes ikke i kærligheden." Og når jeg ser mig omkring, så oplever jeg kærligheden spire omkring mig ligesom foråret. En tro på og et håb om, at vi sammen kommer igennem det her. Og det gør vi, fordi vi har kærlighed. Kærlighed er en kæmpe ressource, og når det kommer til stykket, er det også kærligheden, der ligger til grund for frygten. Kærlighed til livet, kærlighed til vores medmennesker. Og den kærlighed gør vi nu brug af til, at afsondre os fra fællesskaber, så beskytter vi hinanden. Så derfor tør jeg frygte, tro og håbe, og derfor har min datters mormor ret. Hun er slet ikke gammel nok til at dø, og ved at gå kærlighedens varsomme vej, så skal vi nok komme igennem det her.
