Frokostpasta i Algade

Foto: Søren Schaadt Larsen

VORDINGBORG: Dekorationerne fra fiskebutikken hænger stadig i loftet og på et par af vinduerne i Algade 83. Men lugten af fisk er skiftet ud med duften af friske pastasalater – hvis den slags overhovedet afgiver duft. I hvert fald er frysedisken i den gamle fiskebutik blevet fyldt op med pastasalater, smørrebrød og sandwich. Fiskehandleren er nemlig for længst ude af butikken, og nu står Nelly Isayan og sælger frokostretter for sin kæreste, Mohammed Houssou, som har valgt at udvide sit pizzaria, Paradise Pizza, som ligger i Volmersgade, med Paradise Pasta.