Hvordan skal Frederikssunds kulturliv forme sig i de kommende år? Det er repræsentanter fra kommunens forskellige kulturinstitutioner samlet i Frederikssund Hallen i dag for at diskutere.
Anledningen er 'Kulturens Dag', og dagen starter med foredrag fra fremtidsforsker Anne-Marie Dahl. Hun skal fortælle om fremtidens kultur- og fritidsforbruger. Herefter fortæller udviklingskonsulent Peter Schultz-Jørgensen om byplanlægning og kulturpolitik.
Efter frokosten står den på cafédebat. Deltagerne inddeles i grupper, og skal diskutere emner som Kulturtilbud til børn, bibliotekernes rolle, samspillet mellem kultur, erhverv og turisme, og idrætstilbud.
Sidst på dagen samler man op på debatterne i fællesskab, inden der rundes af med et kulturelt indslag. Kulturdagen varer fra klokken 8.30 til 16.00.