Fra Rørvig til Romus

"Roskilde er så driftig og levende som ingen andre sjællandske byer ud over København. Og det ligger lige i smørhullet med et kæmpe opland omkring. Jeg synes, der manglede et sted, hvor man blandt andet kunne komme ind og holde møder og forretningsmiddage", fortæller restauratør Lars Nielsen, som i september sammen med sine kone Tanja Holmgaard Nielsen åbnede Restaurant ROMUS på Roskilde Museum.

Supplerer hinanden

Parret har drevet Rørvig Kro gennem 15 år, men da Rørvig er et udpræget sommerhusområde, stiger og falder aktivitetsniveauet typisk efter ferieperioderne. Også af den grund giver det god mening for Lars Nielsen at supplere krolivet med at drive Restaurant Romus i Roskilde.

"Jeg tænker, at får vi mindre at lave i Roskilde om sommeren, hvor vi har fuld skrue på i Rørvig. Og når det så klinger af i Rørvig efter sommerferien, så skulle der gerne stadig være gang i sejlene i Roskilde", siger Lars Nielsen, der allerede er et kendt navn blandt mange roskildensere, som tilbagevendende nyder maden på Rødvig Kro.

"Mange roskildensere har også sommerhus i Rørvig, så vi er et lidt kendt navn, der forhåbentlig kan trække flere til", mener restauratøren.

Alt fra bunden

Lars og Tanja Nielsen gør en dyd ud af at lave stort set alt selv på Rørvig Kro, og den tankegang går igen på ROMUS i Roskilde. Fiskene kommer direkte fra Sjællands Odde, og alt fra marmelader, pickles og rødbeder til remoulade og leverpostej er lavet fra bunden.

"Der er ikke noget præfabrikeret hos os. Det var Frank Birkebæks største ønske, at det ikke blev pizzaer og pølser, der blev langet over disken. Og det tror jeg, vores gæster er glade for", siger han.