Dommedagsprofetierne lyder endnu engang fra Mogens Haugaard og Jørgen Larsen. Denne gang skal vi læse, hvordan de to kommunalbestyrelsesmedlemmer råt sluger en omgang let konstrueret statistik om kommunens arbejdsmarkedsindsats med henblik på at tegne et forvrænget billede af virkeligheden. Jeg vil gerne henlede de to herrers opmærksomhed på fakta, selv om det er kedelig læsning for et oppositionsparti, der ikke ønsker en positiv udvikling for vores kommune, da det vil være på bekostning af protestbevægelsen Nyt Stevns' medieomtale.
Stevns Kommune har det seneste år har haft det største fald i antal offentligt forsørgede i Region Sjælland (16-66 år). Det er tal, som er offentlige for enhver, og som kan hentes fra jobindsats.dk. Det betyder i alt sin enkelhed, at flere borgere er kommet i arbejde – fantastisk! Hvad der også er interessant, er, at andelen af borgere på offentlig forsørgelse er lavere, end hvad Mogens Haugaard selv kunne præstere som borgmester.
I forhold til langtidsledige borgere ligger Stevns Kommune på 0,8 procent, hvilket er gennemsnittet for alle kommunerne i Region Sjælland. Er det en forfærdelig placering? Det vil jeg ikke mene, men vi kan selvfølgelig gøre det endnu bedre. Derfor har vi bl.a. igangsat et initiativ i samarbejde med to stevnske virksomheder og den sociale kapitalfond med henblik på at få borgere langt fra arbejdsmarkedet i arbejde.
Det ville klæde Nyt Stevns at bytte jungletrommer og postulater ud med fakta, før de konkluderer, at vi oplever stigende sociale problemer i Stevns Kommune som følge af vores arbejdsmarkedsindsats.
Mikkel Lundemann Rasmussen
udvalgsformand
Konservative