NORDSJÆLLAND: Hvis man flytter fra Gentofte til Skibby, bliver der 16.662 kroner mere til champagne og kaviar om måneden. Det viser en beregning, som Politikens Lokalaviser har foretaget efter en beregningsmodel fra Penge og Privatøkonomi.
Regnestykket er opstillet for en familie med en månedlig husstandsindkomst på 60.000 kroner og med to børn, det ene i vuggestue og det andet i børnehave. Familien har en bil, en VW Golf 1,6 og et hus på 125 kvadratmeter. Og der er mange penge at hente ved at flytte mod vest. I Gentofte Kommune har familien bare 4.849 kroner at leve for om måneden, når udgifter til bolig, vand, kommune- og bundskat, ejendomsskatter, daginstitutioner og bil- og boligforsikring er betalt. I den næstdyreste kommune, Hørsholm har familien 7.683 kroner om måneden til at leve for, mens tallet stiger til 16.181 kroner, hvis familien vælger at flytte til Hillerød.
Udregningen inkluderer ikke udgifter til billån, el, varme, kontingenter og abonnementer.
En individuel beregning kan laves på www.penge.dk.