Flere spillere i håndgemæng i LeBron James' hjemmedebut

Tre spillere blev smidt ud i kampen mellem Los Angeles Lakers og Houston Rockets i NBA.

Der var kamp til stregen og lidt over, da basketballholdet Los Angeles Lakers tidligt søndag morgen dansk tid tabte til Houston Rockets i stjernen LeBron James' hjemmebanedebut.

Kampen, som endte 124-115 i Rockets' favør, blev skæmmet af en episode, der fandt sted med 4 minutter og 13 sekunder tilbage af fjerde quarter.

Lakers-spilleren Brandon Ingram lavede en såkaldt fejl på James Harden, der havde kurs mod kurven og to point.

Efter lidt diskussion blandt dommere og spillere fra begge hold stak Rockets' Chris Paul en finger i ansigtet på Lakers' Rajon Rondo.

Rondo svarede prompte igen, og så blev der ellers slået frem og tilbage mellem de to spillere. Ingram meldte sig også ind i slagsmålet med en knytnæve.

Optrinnet blev afsluttet, da de øvrige NBA-stjerner trådte til, og LeBron James blandt andet holdt Chris Paul fra at fortsætte sin del af håndgemænget.

Både Paul, Rondo og Ingram blev smidt fra banen. Nu er spørgsmål, hvorvidt og hvor længe spillerne må sidde ude med karantæner.

Ifølge nyhedsbureauet AP fortæller Paul, at slagsmålet begyndte, fordi Rondo spyttede på ham. Holdkammeraten Carmelo Anthony kalder hele scenen for "uacceptabel".

- Vi ved alle sammen, hvad der skete. Der er ingen grund til at blive ved med at vade i det. Det, der skete, var uacceptabelt. Det skulle ikke være sket, siger Anthony til AP.

Lakers var nede med et enkelt point, da slagsmålet fandt sted, men tabte med ni point.

Lakers-spilleren JaVale McGee mener, at det var en af årsagerne til holdets nederlag.

- Vi spillede fantastisk, og jeg føler, at slagsmålet satte os tilbage. Hvis der ikke havde været slåskamp, havde vi nok vundet, siger han.

Efter to kampe og to nederlag har LeBron James' nye mandskab dermed brug for en succesoplevelse mandag mod San Antonio Spurs.

Som det var tilfældet i første opgør, sluttede James som Lakers-topscorer mod Rockets. Han scorede 24 point og havde desuden fem assister.

Kampens topscorer og store oplevelse var dog James Harden fra det gæstende Rockets-hold. Han blev noteret for 36 point.