Hvis man skal tjekke noget, så må Tjekkiet være det helt rigtige sted at gøre det.
Det var det i hvert fald for rallykøreren Kenneth Madsen fra Ruds-Vedby, da han for nylig stillede til start i den 47. udgave af Rally Bohemia i Mladá Boleslav.
Her sad han for første gang bag rattet i sin nye firhjulstrukne Suzuki Swift Sport R+ i en konkurrence.
– Det gik godt nok. Det var lidt vanskeligt i starten, for jeg har jo aldrig kørt firhjulstræk før, siger Kenneth Madsen.
– Det er en helt anden kørestil, man skal bruge. Så det var lærerigt.
Kenneth Madsen kan dog se tilbage på en fin debut med en tredjeplads i sin klasse og en 15.-plads generelt, og vestsjællænderen var da også ganske godt tilfreds.
– Jeg håber, jeg allerede har lært bilen at kende. Det er jo svært at måle sig med kørerne hernede, hvor rally er en stor sport, og der er mange virkelig dygtige folk, siger Kenneth Madsen.
– Men ved DM skulle jeg i hvert fald gerne kunne køre mig i top 3, siger han.
I Tjekkiet fik Kenneth Madsen hjælp af Morten Andreasen som co-driver, men når DM-serien begynder i starten af september er det med sin faste makker Mette Feldhaus ved sin side.
– Hun skal også læse kort lidt hurtigere, men omvæltningen er ikke så stor for hende, mener Kenneth Madsen, der selv fik fuldt udbytte af de 18 prøver i Rally Bohemia.
– Vi fik både kørt i regnvejr og på tør vej, så jeg fik prøvet flere forskellige konditioner. Og det blev også til en lille snurretur, siger Kenneth Madsen med et grin.
– Min gamle bil havde 257 hestekræfter. Den her har 280 og drejningsmomentet er meget større – næsten det dobbelte – så den trækker meget hårdere, siger han.
Kenneth Madsen når at teste sin nye bil yderligere et par gange inden DM-starten, for der er planlagt både en test og et rally-sprint, inden den forsinkede sæsonpremiere.
Som alle andre sportsgrene har rally nemlig også været påvirket af coronaen.
– Vi har kun fire DM-afdelinger med 14 dage imellem. Så man skal ikke lave noget lort, for alle fire tæller, så man kan ikke nå at indhente det, siger Kenneth Madsen.