Finsk skib taber giftbeholdere i Østersøen

Et finsk skib på vej til Skt. Petersborg i Rusland har tabt flere ton miljøgift i havet syd for Gotland. Der er udsendt en advarsel til skibsfarten i Østersøen.

Et finsk fragtskib tabte lørdag flere ton miljøgift i havet syd for Gotland i Østersøen. Skibet, der var på vej til Skt. Petersborg i Rusland, har mistet fire containere, som var stablet på skibsdækket. Den ene container indeholdt miljøgift.

– Vi antager at de fire containere stod stablet oven på hinanden på skibsdækket. Den underste kollapsede og fik de tre andre til at trille over bord, siger Annette Stedt fra den svenske kystbevogtning.

En af containerne indeholdt fem ton brandfarlige stoffer, syv ton der betegnes som er farlig for havmiljøet og otte ton andre miljøgifte.

Fly fra den svenske kystvagt forsøgte lørdag at finde containerne, men uden resultat. Der er udsendt en advarsel til skibsfarten i Østersøen.

Det blev for nylig kendt, at Rusland i begyndelsen af 1990'erne skulle have dumpet store mængder kemiske opløsningsmidler og radioaktivt affald i samme område.

De kemiske opløsningsmidler og det radioaktive affald skal være kommet fra en nedlagt russisk marinebase i Letland.

De svenske politikere har krævet en omfattende redegørelse og vil have svar på, hvorfor daværende statsminister Göran Persson ikke reagerede, da han blev informeret om den påståede russiske dumpning.