Fra søndag 30. august viser Allerød Bio filmen 'Sommeren '92', instrueret af Kasper Barfoed og med blandt andet Ulrich Thomsen og Mikkel Bo Følsgaard på rollelisten.
Filmen handler om den fantastiske sommer i 1992, hvor fodboldlandstræner Richard Møller Nielsen kæmper en ulige kamp med et splittet hold, der nægter at spille efter hans taktik. Ingen forstår, hvad han vil, hverken spillerne eller pressen. Han er Danmarks mest udskældte mand.
Men pludselig får holdet en uventet chance og kommer til EM i Sverige. Med i bagagen følger de interne konflikter, uenighederne og de personlige udfordringer, men Richard er overbevist om, at de sammen kan gøre det umulige.
De fleste af os kan huske præcis, hvad vi lavede dén dag, lilleput-nationen Danmark slog alle de store nationer og tog det eftertragtede EM-trofæ. Dette er filmen om en mand, der mod alle odds samler et hold og en nation.
I den kommende weekend viser Allerød Bio også filmen 'Det Store Nøddekup'.