Fangekor bragte gospel til kræmmermarked

Foto: Thomas Arnbo, Lisbeth Kjær Jansen

Hillerød: Det bolchestribede Vise Vers Telt på Hillerød Kræmmermarked er fredag tætpakket af mennesker, der er kommet for en bestemt ting. At opleve fangekoret Horserødderne synge gospel under dette års kræmmergudstjeneste, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Flere blandt publikum får tårer i øjnene, klapper taktfast til den muntre Oh happy day eller sidder med et eftertænksomt blik i øjnene undervejs i gudstjenestens musikalske dele. Det eneste kvindelige medlem af koret står og stamper sin fod mod scenegulvet i teltet. Hun har endda overskud til at sende små smil ud til publikum.

Koret er et frivilligt tilbud til fanger fra Horserød Statsfængsel. Der er ingen særlige krav til sangtalent. Det handler i stedet om at få et fællesskab. Til arrangementer uden for fængslet deltager endda flere tidligere indsatte. Heriblandt Ole Nørregaard, der blev løsladt i maj efter at have afsonet et år af sin straf på halvandet år.

– Det er givende. Fællesskabet i koret er noget særligt. Jeg kommer ikke selv i kirke, fordi jeg tror på Gud, men fordi gospelsang er givende. Jeg er med til at øve næsten hver onsdag. Det agter jeg at blive ved med, siger Ole Nørregaard.