Til Anette Mortensen (V).
Du har udtalt i både DAGBLADET og Stevnsbladet, at du ikke går ind for kystnære vindmøller. I Stevnsbladet opfordrer du bl.a. til, at der laves en overordnet plan for hele Danmark i forhold til placering af vindmøller, i stedet for, citat: »…at det foregår tilfældigt som nu«.
Det er da noget af en udmelding fra vores borgmester. Især når det er let at finde diverse fakta – f.eks. på Energistyrelsens hjemmeside. Du må have overset, at:
o Energistyrelsen har i årevis udarbejdet screeninger, overordnede planer og kort over hele landet i forhold til placering af vindmøller.
o Havmølleudvalget pegede allerede tilbage i 2012 på en samlet plan med 16 kystnære områder i landet, som var egnede til opstilling af havvindmøller, herunder Køge Bugt. Der ligger bl.a. en stor screeningsrapport.
o I 2012 afgav Stevns Kommune et positivt høringssvar i forhold til kystnære møller i Køge Bugt. Det var i øvrigt underskrevet af din partifælle: daværende borgmester Poul Arne Nielsen.
o Dit eget parti: Venstre var en del af regeringens energiaftale af 29. juni 2018, hvor målet er, at energi fra havvindmøller skal bidrage til, at 55 procent af Danmarks energibehov kan dækkes af vedvarende energi i 2030. Det kræver også kystnære møller at nå det mål.
o I Projekt Vindmølleparken Aflandshage, som der er tale om, er møllestørrelse og antal slet ikke fastlagt endnu. Forslaget fra Hofor er, at mølleparken kommer til at bestå af 25-63 møller, alt efter størrelse og samlet effekt. Vælges den største mølle på en totalhøjde på 220 m (10 MW), installeres der 25 møller. Vælges den mindste mølle (4 MW), installeres der op til 63 møller.
o Som det fremgår af projektet, vil der blive foretaget en grundig miljøvurdering (VVM).
o Ligeledes vil der desuden blive udarbejdet en række visualiseringer af de forskellige typer møller, som vil danne baggrund for vurderingen.
o Danmark har den længste historie med havvindmøller i verden med etablering af den første vindmøllepark allerede i 1991. Så lidt viden må vi da have.
I Nyt Stevns synes vi, at det er en vigtig tid, vi lever i, hvor der skal tages store beslutninger for klimaets fremtid – også i Danmark. Vi må stå sammen om at finde de mest hensigtsmæssige løsninger.
Jørgen Larsen
Mogens Haugaard
Nyt Stevns