FAKTA: Danmarks Grønne Fremtidsfond skal sikre grønne løsninger

Regeringen, Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er enige om rammerne for Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Finansministeren Nicolai Wammen (S) lancerede mandag Danmarks Grønne Fremtidsfond.
Finansministeren Nicolai Wammen (S) lancerede mandag Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Regeringen og dens støttepartier samt Alternativet er enige om rammerne for Danmarks Grønne Fremtidsfond. Den skal bidrage til en national og global grøn omstilling.

Bliv klogere på fonden her:

* Den har samlet kapacitet på 25 milliarder kroner til grønne virksomheder.

* Den skal blandt andet hjælpe grønne virksomheder. Det kan ske med risikovillig kapital og hjælp til at nå eksportmarkeder.

* Den skal hjælpe med udvikling og udbredelse af nye teknologier, omlægning af energisystemer til vedvarende energi, lagring og effektiv anvendelse af energi med videre og fremme af global eksport af grøn teknologi.

* Fonden skal bidrage til at løse de udfordringer, som klimaforandringerne og en voksende verdensbefolkning skaber i form af fødevaremangel og vandknaphed.

* Samlet set vurderes Danmarks Grønne Fremtidsfond – med en væsentlig usikkerhed – at kunne understøtte op mod 27.500 grønne arbejdspladser.

* Baseret på Vækstfondens eksisterende erfaringer forventes den øgede grønne aktivitet i Vækstfonden at skabe cirka 21.500 nye grønne arbejdspladser i Danmark.

* Baseret på Danmarks Eksportkredits (EKF) eksisterende erfaringer forventes den øgede grønne aktivitet i EKF at skabe og fastholde cirka 6.000 grønne arbejdspladser i Danmark.

* Det er forventningen, at midlerne i fonden kan suppleres med op til omkring 85 milliarder kroner i privat medfinansiering. Det er ud over de 25 milliarder kroner, som fonden selv leverer.

* Samlet set vurderes det dermed, at fonden kan understøtte samlet finansiering for op til 110 milliarder kroner til grønne virksomheder og projekter.

Kilde: Finansministeriet.