Få tjekket din bil på tanken

Den første torsdag i hver måned kan man nu få gode råd om bilens ve og vel på stationerne i Værløse og Farum

Foto: Helene Stolle

Bilister kan nu få både råd og hjælp til bilen, hvis de lægger vejen forbi Q8-stationerne i enten Værløse eller Farum den første torsdag i hver måned.

Det er i tidsrummet mellem klokken 15 og klokken 18, at servicehjælpere vil stå klar til at tjekke dit dæktryk, skifte viskere eller være behjælpelige med motorolien eller påfyldning af sprinklervæske.

"Vi er selvfølgelig også klar med vejledning om bilpleje, så din bil kan være godt rustet til sæsonens vejr", fortæller Kathrine Hidsig, der er forretningschef på Q8-tanken på Frederiksborgvej i Farum.

"Det er helt gratis at få tjekket din bil og få gode råd af os, du betaler kun for produkter, hvis bilen skal have noget påfyldt eller skiftet", lyder det fra forretningschefen, der tilføjer, at man på stationen kan købe mange forskellige bilplejeprodukter.

"Der er selvfølgelig ingen købetvang. Du kan vælge at køre igen efter at have fået de gode råd, men vi giver altid en seddel med, så du kan se, hvilke produkter, der passer til din bil".

Hos Q8 har man tredoblet sortimentet af biltilbehør og bilplejeprodukter, og sammen med det nye tiltag omkring servicehjælperne, hænger det godt i tråd med Q8s motto 'Lidt mere at byde på'.

"Derfor vil vi gerne give vores kunder den hjælp, de har brug for, men som de i mange år ikke har været vant til at få på landets servicestationer. Vi er glade for, at vi nu får tid til at hjælpe vores kunder. Der er nemlig mange, der bare vil have en bil, der fungerer, og som ikke ønsker at bruge alt for meget tid på den. En del af den hjælp kan vi nu tilbyde vores kunder", fortæller Kathrine Hidsig.