Danskerne og andre EU-borgere skal have mulighed for at købe varer over internettet fra andre EU-lande uden at være nervøs for, om varen fungerer, eller om den nogensinde bliver leveret på hjemadressen.
Derfor vil et flertal af Europaparlamentets medlemmer have indført en europæisk mærkningsordning for onlinebutikker i stil med det danske e-mærke.
– Danskere handler allerede i stor stil på nettet, og det samme gør andre europæiske borgere. Men de fleste holder sig til onlinebutikker i deres eget hjemland. Vi vil gerne have, at europæere kan føle sig trygge ved at handle på tværs af grænserne, forklarer EU-parlamentariker Christel Schaldemose (S).
Siden 2001 har e-handelsfonden stået i spidsen for det danske e-mærke, der funger som et kvalitetsstempel og viser, at netbutikken overholder alle lovgivningskrav samt en række krav om etisk adfærd på nettet. En analyse tidligere i år viste, at det blå e-mærke er det, som flest danskere kigger efter, når de køber ind i en netbutik for første gang.
I den netop vedtagne betænkning fra Europaparlamentet, påpeges det også, at alt for mange onlinebutikker nægter at modtage ordrer fra et andet EU-land. Det er i strid med EU's servicedirektiv, og derfor skal medlemslandene stramme op for kontrollen, lyder beskeden fra EU-politikerne.
Selvom internethandlen er vokset eksplosivt i de seneste år, så viser en EU-undersøgelse, at kun én ud af tre forbrugere er villige til at købe varer fra et andet EU-land over internettet.