Endnu to spillere er på plads hos 79’ers

Bojan Marinkovic og Philip Hertz fortsætter hos 79'ers og forventningerne er høje til de to spillere

Foto: Claus Beyer Dalskov

Bojan Marinkovic og Philip Hertz tørner igen ud for Hørsholm 79'ers i næste sæson. Begge spillere har været en del af holdet de seneste to sæsoner, og har dermed været med til at spille en bronze medalje hjem til Hørsholm.

Bojan Marinkovic spillede sidste sæson ca. 10 minutter pr. kamp, og var en vigtig spiller i rotationen. Han gav i flere kampe, holdet et kæmpe løft fra bænken. Om Bojans beslutning om at fortsætte i Hørsholm siger sportschef Jesper Krone:

"For det første er det vigtigt, at de spillere vi har på holdet, ønsker at fortsætte i klubben og på holdet. Det betyder, at de er glade for at være her. Bojan havde en god første sæson i klubben, men hans spilletid dalede en smule sidste sæson, men jeg tror på, at han får en mere betydende rolle i næste sæson".

Jens Hakanowitz og Billy Blackmon har forladt klubben, og derfor kan 26 år gamle Bojan blive en nøglefigur i næste sæson.

Philip Hertz havde en fantastisk sæson i 2010/11, hvor han fungerede hovedsalig som backup for Alexander Bak og Jonathan Gilling. Han fik lov til at starte en del kampe, og denne chance greb Philip til fulde, hvor han fem kampe i træk snittede ca. 13 point og 30 minutter pr. kamp. Imponerende af en kun 19 år gammel spiller.

"Philip viste rigtig gode takter sidste år, og på trods af sin unge alder, var han toneangivende i en del kampe. Philip har gode muligheder for at få en større rolle i næste sæson, nu hvor Jonathan Gilling rejser til USA. Jeg er overbevist om, at Philip griber chancen og får sit gennembrud i Canal Digital Ligaen", siger Jesper Krone.