Endnu et skridt mod boliger på Møllebrogrunden

Lokalplanen for møllebroområdet er på vej i høring

Foto: Mette Dolmer Thygesen

M. Goldschmidt Holdings planer om at omdanne Møllebrogrunden til et boligområde tager nu et stort skridt i retning af en virkeliggørelse.

Onsdag aften skal byrådet nemlig godkende lokalplanforslaget, som efter planen skal sendes i høring i otte uger fra den 3. november. Både Miljø- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget har allerede godkendt at sende lokalplansforslaget i høring.

"Projektet ser spændende ud, også nu hvor der er kommet flere detaljer på," siger borgmester Dorte Meldgaard, som også er spændt på at følge høringsprocessen.

Lokalplanen giver som ventet plads til blandt andet fem højhuse på 45 meter, en dagligvarebutik på max. 1.000 kvadratmeter, en mindre dagligvareenhed, karrébebyggelser, byhuse og grønne arealer.

M. Goldschmidt Holding købte i første omgang grunden for at bygge et storcenter, men droppede storcentret blandt efter store protester fra både butikslivet lokalt og i nabokommunerne. Planerne om et Ikea-lignende boligvarehus på grunden måtte smides i vasken på grund af ændringer i planloven, som umuliggjorde, at der blev bygget så stort et varehus på grunden. Goldschmidt arbejdede på projektet fra 2005-2015.

Møllebrogrunden ligger ud mod Herredsvejen mellem Roskildevej og Trollesmindealle.