Helsinge: Duften af friskskåret træ fylder det lille værksted, mens endnu et bræt glider gennem maskinen og løftes op til nærmere eftersyn af et par stærke kyndige hænder. Hvert et stykke træ er særlig udvalgt for sin skønhed og styrke og vil som dagene går blive en del af et af de unika havemøbler, som Charl Jooste producerer i det lille hus i Helsinge. Bag ham står konen Tanja, og ser til med en blanding af beundring og bekymring, for der er ikke mange kroge tilbage i huset, som ikke allerede er blevet taget i brug under produktionen.
"Bare kald mig Charl", siger han, og skubber en tot af detlange grå hår om bag øret, mens han viser vej til forhaven, der lige nu fungerer som udstillingsrum.
"Mine havemøbler er inspireret af både sydafrikansk natur og af strømlinet nordisk design. De udgør en komplet visuel pakke, hvor arkitektonisk æstetik og havedesign flyder sammen", forklarer Charl om sit arbejde, mens et helt andet spørgsmål presser sig på hos journalisten. For hvad får en 58-årig sydafrikaner til at slå sig ned som havemøbeldesigner i Helsinge?
"Vil du have den lange eller korte version?", spørger Charl med et glimt i øjet.
Den lange starter ifølge Charl i 1600 -tallet og rummer alt fra mord, krig, flugt og så noget om Nelson Mandela. Nysgerrigheden vinder, og snart sidder vi i forårssolen med en kop kaffe, mens Charl, med sin finurlige sydafrikanske accent bevæger samtalen væk fra havemøbler og langt ind i forhistorien.
To slaver og en skovl
"Min familie kom til Sydafrika med 'The dutch settlers' i 1693. Dengang fik man ved ankomsten udleveret et stykke jord, en spade, en sæk frø og to slaver. I vores tilfælde en fra Bengal og en fra Angola. Min tip tip oldefar var en hård mand, der drak, og slog sin kone. På et tidspunkt forelsker hun sig i en af slaverne, og så går det helt galt. Slaverne har ondt af hende, så de slår min tip tip oldefar ihjel og gemmer liget i en jordpindsvinehule. Men nu var der jo ikke så mange hvide på det tidspunkt, så selvfølgelig går det ret hurtigt op for folk, at han er forsvundet. Da de endelig finder ham, og affæren bliver afsløret, bliver min tip-tip oldemor hængt foran huset, og de to slaver bliver spiddet på pinde til skræk og advarsel for andre. På den måde kan man sige, at hun blev et af Aparthieds første ofre for allerede den gang var ideen om, at en hvid og en sort kunne finde sammen helt utænkelig", fortæller Charl og må lige i gemmerne for at finde en bog frem. Den første del, af hans familiehistorie er nemlig så drabelig, at den er udgivet i bogform med en tegning af de dræbte slaver på forsiden.
Heldigvis nåede hans tip tip oldeforældre at få et par børn, så vi kan spole historien frem til Charls barndom i et Sydafrika præget af racisme.
"Jeg voksede op hos min bedstefar i den meget konservative by Clerksdrop lige uden for Johannesburg. Han var en meget kristen mand, og fra biblen lærte han os, at man skulle passe på slanger og sorte. Så for os børn, var det en naturlig ting, at man ikke miksede med de sorte. Ingen fortalte os, at de var mennesker", forklarer Charl om det syn på sorte, som prægede hans opvækst og endte med, at han som ung mand gik ind i den sydafrikanske hær.
"Da jeg blev 18, havde jeg som alle andre hvide på det tidspunkt to valg. Jeg kunne gå i hæren i to år, eller jeg kunne komme i fængsel. Der blev set meget ned på dem, som valgte hæren fra, så jeg gjorde som så mange andre og meldte mig. Det var i 1976 og på det tidspunkt var der krig i både Angola, Mozambique og Zimbabwe, så jeg var ret sikker på at blive sendt i krig. Samtidig var der et kæmpe oprør i gang blandt sorte i Sydafrika, så i stedet for hæren blev jeg tilbudt at blive uddannet som politimand. Regeringen havede nemlig hårdt brug for en stor politistyrke til at håndhæve loven, noget de ikke på helt samme måde turde gøre med hæren. Til at begynde med var jeg lettet over den løsning, og først efter træningen, da virkeligheden meldte sig, forstod jeg alvoren af mit valg. Vi blev udstyret med maskinpistoler og i grupper på fire placeret i nogle skyttegrave, de havde lavet i rundkørslerne. Der sad vi så, og hver aften, når det var mørkt, stimlede oprørerende sammen om os. Pludselig kunne der stå 2000 vrede sorte mænd omkring en, og så var der ikke andet at gøre end at skyde. Den angst og afmagt jeg følte, kan slet ikke beskrives", sukker Charl, mens han ryster på hovedet og må sunde sig lidt. Det er grufulde minder han tydeligvis ville ønske kunne fortrænges.
Så snart muligheden meldte sig, pakkede han sine ting og forlod Johannesburg. I perioden efter arbejdede han med at introducere timeshare-modeller i flere lande blandt andet Nigeria, men endte i til sidst i Cape Town, hvor en helt ny verden åbnede sig.
"I Cape Town var stemningen meget anderledes, for her var hadet til de sorte ikke så voldsomt. Her blev jeg forelsket i en jødisk pige, hvis ene onkel var advokat for Nelson Madela. Hendes anden onkel hed Goldsmith, og han var blevet arresteret sammen med Nelson Mandela, så pludselig stod man midt i alt det. Hun var meget engageret i racedebatten, og gennem hende begyndte jeg for alvor at gøre op med hele det menneskesyn, jeg havde fået ind med modermælken", fortæller Charl om sin første tid i Cape Town. Ægteskabet var dog ikke lykkeligt og endte i en skilmisse og efter to impuls ægteskaber kort efter, følte han det var tid til at komme videre.
"Jeg var ikke specielt populær, og mine ekskoner var blevet gode venner, så jorden brændte lidt under mig", fortæller Charl, der også fik en reprimande fra den lokale giftefoged, der kaldte ham en hån mod ægteskabet og nægtede nogensinde at vie ham igen i fremtiden.
Charl satte kurs mod sit barndoms Johannesburg i håb om at finde lidt ro der.
"Jeg fik tilbudt at flytte ind på en farm, hvor ejerne lejede et lille hus ud. Ham der havde farmen var væk det meste af tiden på arbejde, mens hans kone gik alene derhjemme med deres barn. Det udviklede sig til en forelskelse mellem hende og jeg, og da manden opdagede det, blev han selvfølgelig rasende og truede med at skyde mig. Vi måtte vi flygte væk, for han havde allerede ladt pistolen, så det var bare om at komme af sted. Underligt som historien om forbudt kærlighed gentager sig ikke?", konkluderer Charl om mødet med konen Tanja, som han i dag bor i Helsinge med.
Turen gik først omkring Sun City, hvor han i nogle år ernærede sig som forretningsmand, for senere at vende tilbage til Cape Town. Her startede han sammen med Tanja flere forretninger med salg af lokalt kunsthåndværk, som han altid har været meget inspireret af.
På det tidspunkt var Aparthied blevet ophævet, og hvad han havde håbet på, skulle bringe bedre tider, endte i en skuffelse. En skuffelse, der resulterede i, at han flyttede til Spanien med sin nye familie.
"Vi føler os ikke velkomne i Sydafrika mere, og vi turde simpelthen ikke blive. Hævntørsten blandt de sorte er så voldsom og arbejdsløsheden og elendigheden så stor, at mange slår ihjel for en bakke æg. På den ene side, forstår jeg godt de sortes frustration og behov for hævn, men jeg er sikker på, det ikke var det Sydafrika Nelson Mandela drømte om. Når man møder danskere, der har rejst i Sydafrika, fortæller de, hvor vidunderligt, der er. Men de ser kun overfladen. Der hersker forfærdelige og korrupte tilstande bag den smukke facade lige nu. Der er flere og flere steder, hvor man ikke kommer levede igennem som hvid, og alle kender nogen, der er blevet myrdet. Min søns stepbror er i en alder af kun 12-år blevet kidnappet tre gange, og har været udsat for et skyderi på en restaurant, hvor en mand døde lige foran ham. Min søsters svigermor blev kvalt i snoren fra den alarm, hun bar om halsen, og det eneste de tog, var lidt mad fra køleskabet ", fortæller Charl om livet i Sydafrika efter Aparthieds ophævelse.
Konen Tanja er fra Helsinge og efter et par år i Spanien, var savnet efter Danmark så stort, at hun i 2010 fik overtalt Charl til at flytte tilbage til hendes barndomsland. Med en høj arbejdsmoral og hænderne godt skruet på, fik han hurtigt et job som arbejdsmand.
"I Sydafrika er arbejdsløsheden så høj, at man ved der står en masse klar til at overtage jobbet, hvis du ikke gør det godt nok, så man bliver god til at få rubbet neglene. Vi kom fra en sydafrikansk by på størrelse med Helsinge med 45.000 arbejdsløse og intet socialt netværk, så arbejdsmarkedet er præget af total desperation. Jeg fik engang at vide, at jeg arbejder for, hvad der svarer til tre mand, så jeg var ret populær blandt arbejdgiverne", fortæller Charl om sin første tid på det danske arbejdsmarked. Han vidste dog fra start af, at han gerne ville gøre noget på egen hånd, og når man vokser op i et land som Sydafrika, har man lært at se muligheder i alt.
"Vi var ofte ude og lægge flisegulve, og når de gamle gulvbrædder blev hevet op, blev de bare smidt ud, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte få dem", fortæller Charl. Han fik lov at tage brædderne med hjem og begyndte sin egen produktion af små træfluesvampe til havepynt, der gik som varmt brød, på de markeder, han tog rundt og solgte dem på.
I dag er fluesvampene, lige som oplevelserne i Sydafrika en del af den historie, der gør, at Charl nu bor i Helsinge og ernærer sig ved håndlavede unika havemøbler. Han synes selv, han er faldet godt til i Danmark og venter i spænding på, at den endelig opholdstilladelse skal komme i hus i løbet af september, så han for alvor kan slå rødder. Dog har det taget lidt tid at vende sig til den danske omgangform.
"Jeg er vant til, at man hilser på alle, uanset om man kender dem, men det fungerer altså ikke helt på samme måde i Danmark, når man for eksempel går ind på en restaurant eller går rundt i et supermarked. Så kigger de godt nok på en, som om man er blevet vanvittigt. Jeg er også vokset op med at kramme folk, når man hilser. Jeg insisterer fortsat på at hilse og kramme, for sådan er jeg jo, men det kan godt hyle folk lidt ud af den", griner Charl, der efter at have finpudset sit havemøbeldesign gennem et par år, nu er klar til at præsenterer danskerne for sin nyeste produktion. En del af overskuddet, sender han tilbage til Sydafrika, via hjælpeprogrammet 'Food 4 thought'.
"Det er min måde at give lidt igen, for på en måde føler jeg mig jo skyldig i alt det, der er sket", slutter han og sender Ugepostens journalist videre med en ordentlig sydafrikansk krammer til afsked.
mdi@lokalavisen.dk
