En kvart milliard kroner er sprøjtet ind i coronaforskning

250 millioner kroner er allerede givet til coronaforskning. Ansøgningerne bliver behandlet i rekordhøj fart.

Private og offentlige pengekasser i Danmark er under coronakrisen ekstraordinært gavmilde, når der søges støtte til coronaforskning.

Der er nemlig aldrig på så kort tid sat gang i og godkendt så mange forskningsprojekter, som i de seneste fire måneder under coronakrisen.

Det skriver Berlingske mandag.

Ifølge den seneste opgørelse er der på få måneder bevilget over 250 millioner kroner til Covid-19-forskning på hospitaler og universiteter i Danmark, skriver avisen.

Den kvarte milliard kroner er en blanding af midler fra offentlige kasser fra Sundhedsministeriet og Forsknings- og Uddannelsesministeriet samt erhvervsdrivende fonde som Carlsbergfonden og Novo Nordisk Fonden.

De regionale myndigheder har samtidig indført såkaldte fast-tracks, som betyder, at ansøgningerne behandles og godkendes på rekordtid.

Professor og direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen Allan Flyvbjerg kalder det en unik situation.

– Der er "gold rush" og den rene guldgraver-feber – på den gode måde – over det, der foregår omkring Covid-19-forskningen, siger han til Berlingske.

57 sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter er ifølge avisen godkendt, og 16 projekter er på Lægemiddelstyrelsens liste over godkendte lægemiddelforsøg.

Blandt andet undersøger et projekt, om der er en sammenhæng mellem patientens blodtype og forløbet af Covid-19, ligesom danske forskere undersøger lægemidlet Remdesivir, som man håber, kan redde kritisk syge coronapatienter.

Anders Perner, der er professor i intensiv medicin og overlæge på Rigshospitalet, mener imidlertid, at pengene bliver delt ud til for mange. Han efterlyser større fokus på at finde en vaccine og en behandling, der virker.

Han mener, at mange af projekterne fokuserer på opfindelser, produktudviklinger og eksempelvis beskrivelser af, hvordan smitten påvirker gravide.

Samfundet og patienterne kan godt tillade sig at stille krav til, at forskningen "kommer så mange patienter til gavn så hurtigt som muligt", siger Anders Perner til Berlingske.