EM-sølv til Hillerød-løber

EM-sølv til Hillerød-løber
Foto: René Larsen
Axel Vang Christensen da han løb semifinale. Foto: Privat
Axel Vang Christensen da han løb semifinale. Foto: Privat

16-årige Axel Vang Christensen fra FIF, Hillerød stillede op til U20-EM i Tallinn på dispensation. Han er egentlig for ung til at deltage, men da europamesterskaber i hans egen årgang blev aflyst på grund af corona, så fik han lov til at stille op ved mesterskaberne i Estland.

Og her understregede han rimeligheden af, at han blev undtaget for aldersgrænsen.

Søndag eftermiddag løb Axel Vang Christensen sig til en EM-sølvmedalje i 3000 meter forhindringsløb.

Det skete med en personlig rekord på cirka 20 sekunder med tiden 8.42,75 minut. Den gamle rekord satte Axel Vang Christensen forleden i semifinalen.

Den unge Hillerød-løber gik uimponeret til værks i søndagens finale. Her tog Axel Vang Christensen fronten allerede på første omgang, og han førte feltet an i højt tempo i højt solskin.

Efterhånden dryssede konkurrenterne af en efter en. En førergruppe på fem løbere blev dannet, men da Axel Vang Christensen gik ud på sidste omgang, så havde han et forspring på 15 meter.

Men så skruede spanieren Pol Oriach for alvor på gashåndtaget. Han kom op på siden af nordsjællænderen ved sidste forhindring på opløbssiden og sprintede sig til guldet.

Axel Vang Christensen måtte tage til takke med sølvmedalje og en masse roser for et flot løb. På tredjepladsen næsten otte sekunder efter kom Cesare Caiani fra Italien.

Sølvet til Axel Vang Christensen var Danmarks tredje medalje ved U20-EM i Estland.

Forleden vandt Joel Ibler Lillesø fra Bagsværd guld på 5000 meter, og lørdag vandt Sofia Thøgersen sølv på kvindernes 3000 meter.