Torsdag 4. marts kl. 19.30 kan man i Uggeløse Kirke opleve en koncert med den professionelle fløjtetrio "Wood'N'Flutes," som består af Gertie Johnsson, Pia Brinch Jensen og Karina Agerbo.
Alle tre musikere er uddannede på musikkonservatorier såvel herhjemme som i udlandet.
Wood'N'Flutes byder på musik fra ikke færre end syv århundreder.
Trioen er kendt for sin charmerende optræden og sin naturlige fornemmelse for det historiske spænd i repertoiret, og koncerten bliver serveret med elegance og stor virtuositet.
Gruppen spiller uden noder, når de optræder, og lader musikken få liv af den særlige spontanitet, der opstår, når opmærksomheden flyttes væk fra et nodebillede.
Wood'N'Flutes optræder både herhjemme og i udlandet og har blandt andet udgivet to roste cd'er, "Journey" og senest "Woodworks," som udkom på Dacapo Records i slutningen af 2007 med premiereindspilninger af nulevende danske komponisters værker skrevet til trioen.
I efteråret 2009 rejste gruppen for fjerde gang på turné i USA, denne gang med et spændende koncertprogram, hvor flere af værkerne er skrevet til Wood'N'Flutes.
Til koncerten i Uggeløse Kirke byder Wood'N'Flutes på et mere alsidigt program, der tager udgangspunkt i musik helt tilbage fra 1100-tallet med fragmenter af den danske middelalders allerældste drømme, gennem danske renæssanceværkers dybe, behagelige klange og sprudlende virtuose musikalske perler fra barokken, helt frem til vor tid med spritnye, publikumsvenlige smagsprøver fra trioens seneste cd.
Koncerten er bygget op, så publikum føres gennem et musikalsk landskab, der fletter alle epoker sammen.
Værkerne giver nyt liv til hinanden og bliver spillet på et væld af forskellige fløjtetyper i alle størrelser og udformninger, der appellerer til såvel øre som øje.