Eksplosion i patientudgifter

Voldsom stigning i udgifter til patienter, der burde være udskrevet

Måske er det sidste vinters influenza-epidemi, der slår igennem?

Måske er det mere effektive behandlinger?

Måske er det manglen på plejeboliger?

Måske er det……

Uanset årsagen står det klart, at antallet af færdigbehandlede patienter, der må blive på hospitalet i stedet for at blive udskrevet, nærmest eksploderede i 2013.

Hvor Frederikssund Kommune i 2012 hver dag betalte for i gennemsnit én færdigbehandlet patient, der ikke kunne sendes hjem, var det tal sidste år steget til tre patienter pr. døgn.

Det fik samtidig udgifterne til at stige fra 681.000 kroner i 2012 til 1,9 millioner kroner sidste år.

Formand for kommunens sundhedsudvalg, Jesper Wittenburg (S), har ikke umiddelbart en forklaring på den voldsomme stigning:

"Der kan være mange forklaringer, lige fra vejret til ændret praksis og effektiviseringer i sygehusvæsenet. Men jeg har bedt forvaltningen undersøge, hvad der er sket, for det er klart, at hverken patienterne, hospitalerne eller vi som kommune kan være tjent med, at folk må blive på hostpitalet, når de er færdigbehandlede," siger han til Lokalavisen.

Han peger på, at mulige forklaringer måske også kan findes internt i kommunens ældrepleje:

"Vi ved jo, at der er mangel på rehabiliterings- og plejehjemspladser, som vi skal have gjort noget ved. Det kan også handle om andre ting på dét område. Derfor skal vi drøfte i begge udvalg, og så vil det være oplagt, at forvaltningen og Kasper (Andersen, DF), som formænd derpå sætter os sammen og finder ud af, hvad vi samlet kan gøre ved det hurtigst muligt, For det holder naturligvis ikke," lyder det fra Jesper Wittenburg.