"Hvad er det største, du nogensinde har tabt i et spil plat eller krone," spørger den suspekt udseende mand med grydefrisure uden at fortrække en mine.
Vi ved, at han er kynisk, psykopatisk morder. Det ved den dybt forundrede ekspedient bag disken i en gammeldags Texas-tankstation langt ude på landet ikke.
"Meld," siger vores morder og kaster mønten.
"Øhhh mr. …jeg bliver nødt til at vide, hvad det er vi spiller om," får ekspedienten måbende fremstammet.
"Du bliver nødt til at melde. Jeg kan ikke gøre det for dig."
Det er enkeltscener a la denne, der gør det forunderlige makkerpar, brødrene Joel og Ethan Coens, til dato mest dystre film,
No Country for Old Men,
så fandens seværdig. Både dyster og urovækkende, men med en knastør, nærmest ekstremt underspillet kulsorthumoristisk dialog.
Coen-brødrene fik langt om længe en Oscar for bedste film tidligere på året for
No Country for Old Men
. Det er godt nok ikke deres bedste film, men det er mildest talt ingen skam med film som
Fargo
og
The Big Lebowski
i bagkataloget. Men det er én af deres bedste film.
Selve handlingen er så enkel, at et referat i grunden ikke lyder af meget:
Det er den psykopatiske morder (spillet af den spanske superstar Javier Bardem) på jagt efter en Mr. Nobody-cowboy (Josh Brolin), der bor i en trailer og er langt, langt længere ude, end hvor han kan bunde, da han bøffer to millioner dollars fra en narkohandel i ørkenen, der er endt i en massakre. Og så er der Tommy Lee Jones' aldrende og lommefilosofiske sherif, der har svært ved at følge med udviklingens kyniske vold, og som i sit eget adstadige tempo er på jagt efter begge de to mænd.
Filmens titel henleder opmærksomheden på, at tiden – 1980, som filmen foregår i – ikke er for mænd af gammeldags kaliber. Og
No Country for Old Men
er da også en stedvis meget eksplicit brutal sag, men det dryppes ind i det i øvrigt meget dæmpede og langsommelige tempo, så det fremstår så meget desto stærkere. Filmen er stemningsmæssigt hele vejen igennem ildevarslende dyster og aldrig mindre end elementært spændende.
Skæbnen for vores antihelt af en cowboy finder jeg lidt utilfredsstillende, og tempoet kommer i mindre perioder for langt ned. Men det er skønhedsfejl.
No Country for Old Men
er intet mesterværk, men to mestres værk og bevis på, at de er tilbage på det absolut rette spor.
