Du kan stadig besøge Frederiksborg Slot - på virtuel tour

Du kan sidde hjemme i sofaen og få rundt på Frederiksborg Slot - og nu lægger museet også materiale fra sine Historiedyster for skoleelever tilgængelig som hjemmeundervisning

Selvom Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er lukket for besøgende for tiden, byder museet alligevel indenfor i slottets pragtrum og stuer med historiemalerier og portrætter. Det sker gennem en virtuel tur på museet.

Lukningen af landets kulturinstitutioner har pustet liv i alternative måder for publikum at besøge museet. Det er flere år siden, museet påbegyndte arbejdet med at skabe virtuelle ture, men nu har turene fået en uventet aktualitet og er med til at holde den dialog, som museet forestår med fortiden, i gang på trods af den mindlertidige lukning, skriver museet i en pressemeddelelse.

Museumsdirektør Mette Skougaard så helst, at museet kunne tage imod besøgende inden for på slottet, men når det ikke er muligt, må man tænke anderledes og aktivere publikum på en anden måde:

"Vi står i en situation, som de færreste havde forudset, og selvom vi glæder os utrolig meget til igen at kunne tage imod gæster fra Danmark og hele verden inde på det fysiske museum, så fokuserer vi på at holde kontakten til de mange gæster, der måske skulle have besøgt os. Det gælder årskortholdere såvel som danskere fra hele landet og de mange udenlandske gæster, som havde planlagt at besøge os i disse dage," udtaler hun i pressemeddelelsen.

Besøg fra sofaen

Selvom besøget på museet sker fra sofaen eller på anden vis, giver den virtuelle tur adgang til en minutiøs gennemgang af museets værker. Ved hjælp af pile på gulvet bevæger man sig fra det første pragtrum 'Rosen' op gennem Frederiksborg Slotskirke og besøger Riddersalen og de mange små stuer, der indeholder portrætter, kunst og interiører fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Alle værker er markeret med et 'i', der ved et klik åbner for en beskrivelse. Via menuen kan man følge turen rundt og få det hele med eller springe direkte til den stue eller det pragtrum, man ønsker at besøge.

Dialogen med publikum fortsætter også via de sociale medier, hvor museet i lukningsperioden på Facebook blandt andet fortæller om de lørdagsomvisninger i lukningsperioden, der skulle være afholdt om de glücksborgske konger.

Skoleundervisning

Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg modtager udover flere hundrede tusinde besøgende hvert år også flere tusinde skoleelever, der følger museets udvalg af undervisningsforløb i historierelaterede emner. For ligeledes at være tilgængelig i en tid, hvor undervisningen foregår hjemmefra, er museets undervisningsmateriale fra tidligere års 'Historiedyster' gjort tilgængelig som materiale til hjemmeundervisning. Historiedysten er museets konkurrence på viden om danmarkshistorien for alle 3.-9. klasser i hele rigsfællesskabet - og i år også de danske skoler i Sydslesvig.

Museets virtuelle ture besøges via menupunktet på www.dnm.dk. Foruden den generelle tur er der adgang til at se eller gense tidligere særudstillinger. Undervisningsmaterialet fra Historiedysten tilgås via www.historiedysten.dk. Samlingen af moderne kunst og portrætter på museets 3. sal kan ses via appen 'Det Nationalhistoriske Museum'.

Mdt