DM-semifinalen afgjort på ti minutter

FC Fjordbold overmatchede Søhus Stige og er klar til DM-finale mod JB Gentofte søndag kl.16.00

FUTSAL. Med en fremragende 1. halvleg grundlagde de fjordblå vikinger hurtigt en velfortjent sejr og spillede sig derfor i finalen, der spilles søndag, i Roskilde Hallerne klokken 16. Søhus Stige Futsal kom aldrig rigtigt i gang, men det skyldtes også et totalt opsat FCF, der var kommet til Roskilde for at vinde. Søndag venter så Fjordbolds gamle kendinge fra JB Futsal Gentofte, der måtte igennem et drama for at sikre sig deres deltagelse i finalen. 

Søhus Stige startede kampen med et højt pres og fik presset Fjordbold til at tage dårlige beslutninger i de første par minutter, men vi skulle ikke længere hen i kampen end 5 minutter før viceanfører, Simon Jørgensen, fik afsluttet et fornemt opspil til en 1-0 føring.  

Kun minuttet efter blev et skud mod bagstolpen rettet af en forsvarsspiller, og Fjordbold kom på 2-0. Det sprudlende angrebsspil fortsatte og yderligere et minut senere, var Peter Timar på pletten, og kampen virkede efterhånden lukket efter kun 7 minutters spil. Efter en decideret udspilning kunne anfører, Christian Andreasen, gøre det til 4-0 og med mål af unge, talentfulde Rasmus Gasberg og en formidabelt spillende Jonas Enggaard Larsen, kunne Fjordbold gå til pause med 6-0.  

2. halvleg blev en lidt tam affære, hvor det mest af alt lignede, at FCF blot ønskede minutterne skulle rinde ud. Simon Jørgensen lynede allerede efter 30 sekunder, og senere kunne Christian Andreasen gøre det til 8-0. Resten af kampen blev rodet og desværre kom Søhus Stige også på tavlen. Endda hele to gange. Tankerne var øjensynligt allerede på morgendagens opgør. Hele truppen kom dog i spil, så der burde ikke være træthed at spore hos spillerne i finalen. 

Efter endt sejrsråb kunne Fjordbold sætte sig til rette og se morgendagens modstander. Det blev som forventet JB Futsal Gentofte, der spillede sig i finalen, men først efter en meget svær og tæt semifinale. Kolding kom med meget fysik og også nogle rappe fødder, men i anden halvleg kæmpede JB sig tilbage i kampen med klog futsal. Sidst Fjordbold stod overfor JB, blev det til en sejr til holdet fra Gentofteområdet efter en taktisk affære i Glostrup Hallen.

 Fjordbold stiller igen søndag i stærkeste opstilling, da ingen spillere måtte forlade Roskilde Hallen med skade efter den suveræne sejr. Truppen er derfor uændret:

Lasse Gram-Jensen, Christian Solhøj, Simon Jørgensen, Martin B. Hansen, Jakob Noer, Lars Seerup Jørgensen, Morten Hauglund, Rasmus Gasberg, Rasmus Lyng, Marco Thorhauge, Claus Thygesen, Peter Timar, Wim Bos, Jonas E. Larsen.

KAMPFAKTA. DM-semifinale: FC Fjordbold – Søhus Stige 8-2 (6-0). 1-0 Simon Jørgensen, 2-0 selvmål, 3-0 Peter Timar, 4-0 Christian Andreasen, 5-0 Rasmus Gasberg, 6-0 Jonas Enggaard Larsen, 7-0 Simon Jørgensen, 8-0 Christian Andreasen, 8-1 Jeppe Hansen, 8-2 selvmål.