Siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad-regimet begyndte i marts 2011 har en række ministre, generaler og topdiplomater tilsluttet sig oppositionen i Syrien. Se de vigtigste datoer her:
* April 2011: To personer forlader det syriske parlamentet i protest mod undertrykkelsen af befolkningen i Daraa-regionen.
* 30. juli 2011: Oberst Riad al-Asaad hopper af og flygter til nabolandet Tyrkiet for at oprette Syriens Frie Hær (FSA). Siden da har en række soldater tilsluttet sig FSA – inklusiv 31 generaler ifølge AFP.
* Januar 2012: Parlamentsmedlem Imad Ghalioun oplyser fra Egypten, at han forlader regimet for at tilslutte sig oppositionen.
* 8. marts: Syriens fungerende olieminister Abdo Hussameddin siger i en video offentliggjort af aktivister på YouTube, at han går af og slutter sig til oprørerne.
* 22. juni: En jagerpilot fra det syriske luftvåben deserterer og flyver til nabolandet Jordan, hvor han får politisk asyl.
* 6. juli: General Manaf Tlass forlader ifølge flere medier styret i Syrien. Senere dukker han op i Paris, hvor han beskylder Bashar al-Assad-regimet for bære størstedelen af ansvaret for de blodige angreb på civile i landet. Manaf Tlass er en af de højst-rangerede personer, der er hoppet af.
* 11. juli: Syriens ambassadør i Irak, Nawaf Fares, bliver den første topdiplomat, der deserterer. Han tilslutter sig oppositionen og flygter til Qatar.
* 24. juli: Syriens ambassadør i De Forenede Arabiske Emirater, Abdelatif al-Dabbagh, og landets udsending i Cypern, Lamia al-Hariri, vender ryggen til Assad-styret.
* 25. juli: Mohammed Tahsin al-Fakir, en sikkerheds-attaché ved Syriens ambassade i Oman, hopper af.
* 27. juli: Parlamentsmedlemmet Ikhlas al-Badawi, der repræsenterer den nordlige provins Aleppo, forlader Assad-regimet og flygter til Tyrkiet.
* 30. juli: Syriens udsending i London, Khaled al-Ayoubi, tilslutter sig den voksende liste af syriske afhoppere.
* 5. august: Tre efterretningsofficerer deserterer og søger tilflugt i Jordan. Ifølge nyhedsbureauet Anatolia flygter også Syriens første mand i rummet, general Muhammed Ahmed Faris, til Tyrkiet, efter han er hoppet af.
* 6. august: Syriens premierminister, Riyad Hijab, forlader Assads styre og tilslutter sig oppositionen. Det bekræfter hans talsmand over for den arabiske satellitkanal al-Jazeera. Riyad Hijab er en af de højst placerede personer, der er hoppet af fra Assads styre.
Ifølge Syriens opposition er yderligere to ministre samt tre brigadegeneraler gået af sammen med Riyad Hijab. Oplysningerne er endnu ikke bekræftet.
/Reuters