Alessandro Profumo går af som chef for den italienske storbank Unicredit.
Det siger kilder tæt på sagen til det franske nyhedsbureau AFP.
Afgangen sent tirsdag kom efter et bestyrelsesmøde, hvor sagen om libyske aktier i banken blev drøftet.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at hans kone har bekræftet hans afgang over for Ansa, Italiens nyhedsbureau.
– Det var et krav fra bestyrelsen, og han har nedlagt sit hverv, sagde hans kone, Sabina Ratti.
Profumo, der af tidligere kolleger i konsulentfirmaet McKinsey kaldes "Mr. Arrogance", beskyldes for at havde ladet to libyske institutioner købe en stor bid af bankens aktier uden at fortælle andre ledere i banken om det.
Det drejer sig om Libyens centralbank og en statslig libysk kapitalfond. Tilsammen har de to institutioner 7,6 procent af UniCreditaktierne.
Det er et problem, da bankens regler siger, at ingen aktionær må have mere end fem procent af aktierne, og såvel Italiens centralbank som banktilsynet Consob har udbedt sig oplysninger om sagen.
For det er godt nok to forskellige institutioner, men begge ejes af staten Libyen, som ledes enerådigt at Moammar Gaddafi.
UniCredit er Italiens største bank.