Tirsdag den 20. oktober startede som en helt almindelig dag for Vestegnens Politi.
Vagtchefen var som altid mødt ind tidligt om morgenen, og var i gang med dagens arbejde, der blandt andet indebærer ansvaret for beredskab og politipatruljer rundt på Vestegnen. Denne dag var startet uden de helt store hændelser.
Det ændrede sig brat klokken 10.21.
Vestegnens Politi blev kontaktet af Herstedvester Fængsel med besked om, at livstidsfangen og drabsmanden Peter Madsen havde holdt en psykolog som gidsel og havde truet fængselsbetjente til at blive lukket ud, hvorefter han var flygtet fra fængslet.
Vagtchefen slog med det samme stationsalarm. Det betyder, at alt disponibelt mandskab sættes ind.
– En stationsalarm er noget, som forekommer meget sjældent. Ved en stationsalarm bliver alt disponibelt mandskab sendt på gaden – det gælder beredskabet, det gælder efterforskere som er ude at køre, det gælder lokalpolitiet. Dermed kan vi hurtigt samle en større styrke, fortæller politiinspektør Mogens Lauridsen.
– Peter Madsen var ikke en person, vi ønskede at have på fri fod, tilføjer han.
Artiklen fortsætter efter billedet

Der blev slået stationsalarm, da Vestegnens Politi fik meldingen om, at Peter Madsen var flygtet fra Herstedvester Fængsel.
Kommandostationen åbnet
Umiddelbart efter at have slået stationsalarm, kontaktede vagtchefen den såkaldt operative bagvagt hos Vestegnens Politi om situationen, og kommandostationen på politigården i Albertslund blev åbnet.
Kommandostationen er et særligt rum, som kan bruges, når der skal være fokus på en enkelt, særlig hændelse. Det betyder, at disse særlige hændelser løftes ud af det almindelige arbejde i vagtcentralen, og folkene i kommandostationen kan fuldt og helt koncentrere sig om denne ene ting, mens vagtcentralen fortsat kan tage sig af alt fra trafikuheld og brande til butikstyve og indbrud, og hvad der ellers sker rundt om på Vestegnen.
Det er forskelligt, hvordan kommandostationen bemandes.
– Under denne hændelse var der 20-25 personer på arbejde i kommandostationen. Der var naturligvis politibetjente, efterforskere og ledere fra Vestegnens Politi, og så var der blandt andet også folk fra Rigspolitiet, da vi fik hjælp fra aktionsstyrken. På det tidspunkt ved vi reelt ikke, om personen er bevæbnet, og om der er medskyldige, så det er et større apparat, vi sætter i gang. Det kan lyde af mange, men i en sag som denne er det nødvendigt med meget dokumentation, fortæller Mogens Lauridsen.
Der skal desuden være ressourcer til kommunikationen, både på de indre linjer, og i forhold til offentlighed og presse, som havde væg-til-væg dækning af fangeflugten.
Kunne følge aktionen live
Kommandostationen er spækket med teknologi og skærme, der giver beslutningstagerne det optimale billede af, hvordan situationen udvikler sig.
– I denne situation havde vi fx droner i luften, og det betød, at vi i kommandostationen kunne se billeder, blandt andet fra Nyvej, hvor Peter Madsen blev anholdt. Vi kunne danne os et godt overblik, efterhånden som vores aktion skred frem, og vi kunne også tjekke af, om der var personer, køretøjer eller andet, vi skulle være opmærksomme på. Sådanne dronebilleder er et super redskab, siger politiinspektør Mogens Lauridsen.
Peter Madsen flygtede med fængselsbetjente i hælene. Selv om de blev truet, fortsatte de med at løbe efter ham, og kunne guide Vestegnens Politi til Nyvej i Albertslund. På vej ind i en tilfældig varebil blev flugtfangen anholdt og lagt i håndjern. Der var "kun" gået cirka fem minutter, fra anmeldelsen kom.
I kommandostationen på politigården blev skuldrene sænket en hel del – men aktionen var ikke overstået.
Da politifolkene efter anholdelsen foretog en sikkerhedsvisitation, opdagede de, at Peter Madsen var iført noget, der lignede et bombebælte.
– De kan ikke afgøre, om det er en attrap, så de trækker sig tilbage i sikker afstand. Vi får så eksperter til at undersøge dette forhold nærmere, mens vi bevogter personen på afstand. Også det scenarie kan vi følge på skærmene i kommandostationen, siger Mogens Lauridsen.
Artiklen fortsætter under billedet

Politiinspektør Mogens Lauridsen: – Det var ikke en person vi ville have på fri fod.
Står altid klar
Efterfølgende er det blevet fastslået, at både bombebælte og pistol var attrapper.
Peter Madsen blev efter anholdelsen kørt til politigården i Albertslund, til afhøring og undersøgelser.
Midt på eftermiddagen kunne politiinspektør Mogens Lauridsen stille sig frem foran rullende kameraer ved politigården i Albertslund, for at briefe både danske og internationale medier.
Sideløbende med, at kommandostationen blev tømt for folk. Men den står altid klar, når særlige hændelser skal håndteres – det kan være alt fra en højrisikokamp på Brøndby Station til en større kriminalsag.