Lad os straks krybe til korset. Set gennem velpudsede og lokale sportsbriller, har 2017 ikke budt på de helt epokegørende resultater. I nationalsporten fodbold, er flagskibet FCR gået i vinterhi med en lunken midterplacering i 1. division – mens KFUM's Danmarksseriehold er uvant bundprop. Så der er rigeligt plads til markante forbedringer, inden fodboldsæsonen 2017/18 afsluttes til sommer. Også Roskilde Håndbolds bedste seniorhold – på såvel sværd- som spindesiden -frister i øjeblikket tilværelsen som midterhold. Ligeledes har racer esset Kevin Magnussens sæson i Formel 1 været lidt op og ned. Heller ikke Roskilde Roklub kan bryste sig af de helt store internationale resultater, men her luner OL sølvmedaljen fra Rio 2016 dog stadig. Reelt er det vel kun Roskilde Bordtennis/BTK 61, der har holdt battet højt hævet her i år. Klubben vandt selvsagt igen-igen DM for herrer og har også klaret sig fortrinligt i Champions League.
Jubilæer
Nu er sport jo heldigvis andet og meget mere end elite og stræben efter pokaler og mesterskaber. Sport handler ikke mindst om kammeratskaber og om at samles i hyggelige sociale fællesskaber: Her i 2017 kunne Jyllinge Gymnastik og Idrætsforening fejre et fejende flot 120 års jubilæum. For også i sportens verden er det rigtig lang tid. Mange af de populæreste sportsgrene i Danmark – såsom fodbold, håndbold og badminton – har kun eksisteret i godt og vel 100 år. Til gengæld har gymnastik faktisk flere tusinde år på bagen. 5.000 år gamle ægyptiske væg malerier viser således mennesker i færd med at udføre gymnastiske kropsøvelser. Dengang som nu med det formål at styrke sig selv såvel fysisk som psykisk. Det er derfor ganske naturligt, at det fra starten var gymnastikken, der var det store tilløbsstykke tilbage i 1897. Vi kipper med flaget for Jyllinge Gymnastik og Idrætsforening.
Også Roskilde Sports Petanque Club kunne fejre et flot jubilæum – nemlig 25 år med kuglekast: Kært barn har som bekendt mange navne, og petanque er også kendt som såvel boccia som boule. Uanset navnet handler spillet ganske enkelt om, at kaste eller trille en metalkugle, så den havner så tæt som muligt på den lille trækugle (grisen), der i forvejen er smidt ud på den aflange grusbane. Petanque er på få årtier og af mange gode grunde blevet en folkesport. Og på petanquebanen kan man rigtig se, hvor meget det betyder for mennesket at finde sammen med andre om en fælles interesse. Roskilde Sports Petanque Club har et af landets største udendørs baneanlæg med 43 petanque spillebaner, gode faciliteter for spillerne samt et dejligt klubhus. Mange af klubbens medlemmer spiller i øvrigt med i D.G.I.s og Dansk Petanqueforbunds turneringer og deltager i andre klubbers stævner, både i Danmark og i udlandet. Så der er bestemt også tale om en seriøs sport.
Gode rammer for sporten
Roskilde Hallerne – og især den forholdsvis nye Hal D – er en fremragende sportsarena. I det spæde forår dannede hallerne ramme om Europamesterskabet i den japanske kampsport karate, hvor intens infights afløses af forrygende flyvespark. Infights var der også masser af, da Roskilde Hallerne sidst på året husede Danmarksmesterskaberne i boksning med de lokale bokseklubber i henholdsvis Jyllinge og Roskilde som dygtige medarrangører.
Planerne om et nyt fodboldstadion i Rådmandshaven, der kan opfylde kravene til Superligafodbold, er også godt på vej. Ligesom svømmeentusiaster kan glæde sig til Roskildebadets "genopstandelse" med 50 meter bassin mv. Og inden den nyrenoverede svømmehal står klar til de første svømmetag, kan man jo passende nyde en dukkert i en af de nye badesøer ved Roskilde.
Godt nytår – med mange sportslige fremgange.