Debat
I Odsherred er der vel ca. 10 partilister, der stiller op til kommunalvalgene. Men hvordan skal de politiske partier agere, når de opnår repræsentation i byrådet?
I reportagen fra byrådsmøde 30.6., »Debat blev skarp«, diskuterede man nedlæggelse af kommunens ordblindeklasse og udflytning af ressourcerne til almenskolen. Det spørgsmål kan man have flere opfattelser af, når man tager i betragtning, hvordan det er gået med inklusionen, efter at specialundervisningen blev lagt ud i skolernes klasser.
Nærmest undtagelsesvis var der partier, DF og SF, som dristede sig til at følge Enhedslisten i modstanden mod udflytningen. De fik så læst og påskrevet af den radikale Thomas Nicolaisen, der undrede sig over, »at DF og SF, der er konstitueringspartier, kan tillade sig at smutte fra det politiske fællesskab«.
Men hvorfor skulle vælgerne så stemme blandt de mange partier, hvis man bare følger magten, som den blev demonstreret på natten efter forrige kommunalvalg. Det er ikke alle, der har lyst til at melde sig ind i Socialdemokratiet.
Vi har lige set et pseudodemokratisk valg i Rusland, hvor man bevilger Putin retten til at sidde til 2036, sovset ind i løfter om sociale ydelser og had til LGBT+. Repræsentanter for andre holdninger har overhovedet ikke haft adgang til medierne.
Det er demokratur, og det er Nicolaisens røffel også, omend ikke i Putins målestok.
Heldigvis har Morten Østergaard en anden tolkning af »forståelsespapir« og parlamentarisk basis end dette kommunale eksempel, der ikke er til efterfølgelse.
Søren Jakobsen
Højby Hovedgade 56
Højby