Debat: Et uoplyst valg

En professor har foreslået, at uvidende borgere bør fratages stemmeretten, eftersom de med deres mangel på indsigt skader alle andre, når de på valgdagen sætter deres kryds - uden at gøre det på et oplyst grundlag !

Vore byrådskandidater lover i lokalpressen og på valgplakater, at de vil arbejde for "velfærd, udvikling, natur, supermarked, valgfrihed, bevidsthed, åbenhed, overskud til familien, skattenedsættelse, mindre bureaukrati, vækst, vore børn o.s.v."

Men kandidaterne glemmer det allervigtigste.

Borgerne tror ikke på løfterne! De stemmer ikke efter plakaternes indhold, men kun efter kandidaternes moral og personlige integritet - og slet ikke efter kandidaternes uddannelse og politiske erfaring.

Integritet betyder: "At have sin egen mening, og at have modet til at udtrykke og at stå ved denne mening".

Mine oplevelser med den lammende tavshed i Sorø Byråd i de førhen omtalte sager om kommunens uansvarlige overgreb på kloak- vand- og telefonsystemerne i Vedde By gør, at jeg ikke stoler på byrådsmedlemmernes moral og integritet !

Min manglende indsigt i de nye kandidaters moralske habitus gør, at jeg ikke har noget tillidsfuldt oplyst grundlag for at stemme til kommunalvalget.

Derfor kan jeg desværre ikke anvende stemmesedlen i denne omgang.

Tage Møller

Bakketorvet 30, Vedde