Kirstine Maria Dorph Krabsen, Skovbrynet 31A, Kgs. Lyngby
Det er et kæmpe ansvar at sidde med den redigerende magt.
I DGO den 26. februar kunne man læse, at:
"Forskning: Uklart, hvor stor betydning normeringer har for børns udvikling."
Journalisten bag artiklen kunne også have valgt at skrive: "Der er reelt ingen forskning, der har undersøgt, hvad meget dårlige normeringer, gør ved børn."
For det er netop dét faktum, jeg sidder tilbage med, efter jeg skrev til kvinden, hvis forskning, artiklen blandt andet tager udgangspunkt i - forsker Nina Thorup Dalgaard fra VIVE.
Jeg fremlagde de normeringer, Alexandra Bergquist oplever i sit barns børnehave i Virum, som Alexandra Bergquist omtaler i DGO fra den 26. februar. Alexandra Bergquist fortalte at: "(...) Men så kom den markante ændring efter sommerferien, og der var tidspunkter i løbet af dagen, hvor der kun var én voksen til 19 børn."
På mail skrev forsker Nina Thorup Dalgaard tilbage til mig at: "...ingen af de studier, som jeg pt er stødt på, har undersøgt effekten af så dårlige normeringer, som du nævner. Som det fremgik af kronikken i Weekendavisen, så er det ofte eksperimenter, hvor man kigger på forskellen mellem 1:3 og 1:5 el 1:5 og 1:8 for børnehavebørn, så uanset hvad vi finder frem til i vores review, så vil vi nok ikke kunne sige så meget om en normering på fx 1: 15, da den simpelthen ikke er undersøgt."
Så jeg tillader mig stilfærdigt at konkludere, at udsagn fra Nina Thorup Dalgaard og kollegaens kronik i Weekendavisen så som: "Kvaliteten af interaktionen mellem voksen og barn er den måske mest betydningsfulde enkeltfaktor for børns udvikling i dagtilbud," ikke rigtigt passer ind i vores diskussion om minimumsnormeringer her i Lyngby-Taarbæk - for hvis forskerne aldrig har undersøgt, hvad virkeligt ringe normeringer gør ved børn, hvad skal vi så bruge sådan en artikel til? Andet end at så tvivl om en reel diskussion om normeringer her i området...
