Den danske maratonløber Jess Draskau-Petersson diskede op med et fornemt resultat ved Chicago Marathon søndag.
Den danske kvinde løb i tiden 2 timer, 30 minutter og 7 sekunder, hvilket blot er 33 sekunder fra den danske rekord, der blev sat i 1989.
Det oplyser Dansk Atletikforbund i en pressemeddelelse.
Tiden rakte til en placering som nummer ni, og Draskau-Petersson blev bedste europærer søndag. Det betød også, at hun med ganske stor margin indfriede det danske OL-krav, som lyder på 2.35,15 timer.
Den 38-årige Aarhus 1900-løber med bopæl i Colorado løb de første 21 kilometer i 1 time, 14 minutter og 2 sekunder, men ved 25 kilometer meldte trætheden sig, men energien holdt til at løbe i mål i ny personlig rekord.
Kenyas Florence Kiplagat vandt Chicago Marathon søndag i tiden 2.23,33 timer.