
Håbet om et indtog i VM-kvartfinalen for tredje gang i historien fortoner sig for det danske ishockeylandshold.
Et 1-2-nederlag til Tyskland kan meget vel blive kostbart i det lange løb, selv om der fortsat er fem gruppekampe til at skrabe point sammen.
Nu vil det formentlig ikke være nok at slå Storbritannien og Slovakiet. Der skal også point på bordet mod en af gruppens tre stormagter, USA, Canada og Finland, for at holde liv i håbet.
Mathias Baus scoring til 1-2 ti minutter før tid skabte håb om point, men trods et hårdt dansk pres i slutfasen kom den vitale udligning aldrig.
Det er der grund til at ærgre sig over, for kampen mod tyskerne var lige så jævnbyrdig som forventet, men det danske mandskab gjorde det svært for sig selv med mindst en håndfuld unødvendige udvisninger.
På den måde leger man med ilden mod en modstander med en sand specialist i overtalsspil som Leon Draisaitl, der i denne sæson lavede mere end 100 NHL-point for Edmonton Oilers.
Draisaitl stod for oplægget til Matthias Plachtas 1-0-scoring midt i anden periode, da Tyskland spillede fire mod tre, mens både Lars Eller og Nicklas Jensen sad i straffeboksen.
Målet gav tyskerne medvind efter 30 jævnbyrdige minutter, hvor de to hold i en stor del af tiden neutraliserede hinanden.
Med kampens vigtighed i baghovedet forsøgte landstræner Heinz Ehlers at toppe sit hold og gav kun fjerdekæden ganske få skift.
Da tyskerne var kommet foran, satte han kortvarigt Lars Eller, Mikkel Bødker og Nicklas Jensen sammen i en superkæde i forsøget på at bryde igennem den tyske defensiv.
Eller fik en stor chance for at udligne, men kunne ikke passere Mathias Niederberger.
I stedet fik danskerne en mental kindhest med ud til anden pause, da Frederik Tiffels øgede til 2-0 i en situation, hvor Phillip Bruggisser ikke fik ryddet ordentlig op.
En skudstatistik på 20-20 efter de to første perioder illustrerede jævnbyrdigheden, men i modsætning til holdenes seneste VM-møder i 2017 og 2018 var det tyskerne, der havde marginalerne med sig.
Det kneb for danskerne at sætte et ordentligt overtalsspil op. Der var ellers muligheder nok i en kamp, hvor der var tæt trafik mod de to straffebokse.
Det begyndte at ligne en målløs dansk eftermiddag, men ti minutter før tid tændte Mathias Bau håbet med en fremragende reducering, da han fra en utrolig spids vinkel løftede pucken op i nettaget.
Ehlers tog målmand Dahm ud i slutfasen i en sidste satsning, men fik ikke spillet sig frem til den gyldne mulighed.
Dermed står Danmark med to point efter to kampe. Holdet holder fri mandag, inden det tirsdag gælder mødet med Storbritannien.