Danmarks bedste racer i City2

Foto: Bjørn Armbjørn

Race i miniformat: Lørdag den 28. februar og søndag den 1. marts kan man se den danske elite inden for radiostyrede racerbiler køre race midt på centertorvet i shoppingcentret City2.

Brøndby Racing Club afholder nemlig race for radiostyrede modelracerbiler og racet er finalen i danmarksmesterskabet 2014/2015.

Selv om racerbilerne er en tiendedel af den normale størrelse, er farten langt fra fulgt med ned, og de små, hidsige modelracere når en topfart på ikke mindre end 80 km/t, når der for alvor lukkes op for gassen på den 500 kvadratmeter store bane. Kom og oplev spændingen når de virkelighedstro Formel-1 modeller og de lynhurtige touring cars, kæmper om æren og vigtige mesterskabspoint.

Udover at racet tæller som afdeling til mesterskabet for 1:10 modelracerbiler, er det også finalen i Brøndby Racing Clubs årlige Pilegårds-Cup. Blandt deltagerne vil være den tidligere europa- og verdensmester i forhjulstræk, Søren Boy Holst, tidligere verdensmester i large scale Martin Lissau, junior europamester i large scale Patrick Folman, samt mange andre elitekørere fra Danmark og Sverige.

Løbet afvikles med træning lørdag, efterfulgt af fire indledende heats, samt en runde indledende heats søndag, og på baggrund af resultaterne af disse deles kørerne op, så de otte hurtigste kører mod hinanden i to tællende af tre A-finaler, der køres søndag. De otte næst-hurtigste mod hinanden i tre andre finaler og så videre. Vinderen af A-finalerne er dagens vinder.

Cirka 80 racerkørere plus mekanikere er tilmeldt ved dette race.

Det hele foregår på Centertorvet, City2 i Taastrup lørdag/søndag den 28/2-01/03 fra kl. 8. Der er gratis adgang for tilskuere, og der vil være en racerbane, som børn kan prøve.

Mere info på www.brc-racing.dk