“Cykelgader udelukker ikke biltrafik”

Manden bag cykelrapporten punkterer frygten for, at bilerne skal ud af bymidten, hvis der skal laves cykelgader

Skal der laves centralt beliggende cykelgader, bliver konsekvensen ikke, at bilerne skal ud af byen.

Tværtimod er det eneste, der skal til, nogle skilte med hastighedsbegrænsninger – og nogle bilister, der løfter de tunge fødder fra speederen.

Det fortæller Tim Karll, der er manden bag den aktuelle og roste rapport om Hillerød som cykelby. I rapporten foreslår han, at blandt andet Østergade gøres til cykelgade, hvor bilerne underlægges cyklisterne.

"Der har været en del misforståelser om netop dette punkt i rapporten. Men en cykelgade udelukker ikke biltrafik. Hastigheden skal ned. Det er det eneste. Bilisterne kan køre, som de plejer – bare ikke så stærkt," siger Tim Karll til Hillerød Posten:

"Om hastigheden skal være 20, 30 eller 40 km/t, må være op til en diskussion. Bilisterne i en cykelgade skal vise cyklisterne den samme respekt, som bilisterne i en gågade gør."

Tim Karll fortæller, at hensigten med cykelrapporten ikke var at få biler ud af bymidten – men at få mennesker ind i byen.

"Der skal være liv og handel i bykernen. En analyse fra 2012 siger, at bilister og cyklister handler for lige mange penge. Derfor er det interessant at få cyklister ind i bykernen. Cyklister parkerer dog højst 10 meter fra den butik, de handler i, så derfor skal de have adgang til bykernen," siger han:

"Fra 2010-20 skal færdselsuheld med personskade nedbringes til det halve. Derfor er sikkerhedsdelen med i rapporten. Østergade helt fra Baggegade til Hostrupsvej er smertensbarnet, men det kan løses meget let ved – til at starte med – sætte skilte op på strækningen i en prøveperiode, hvor der også står et par betjente og holder øje," siger han.