Contadors sag er udskudt til august

Appelsagen mod Saxo Bank-Sungard-rytteren Alberto Contador bliver først behandlet efter Tour de France.

Contadors sag er udskudt til august
Contadors sag er udskudt til august

Alberto Contador må vente til august med at få at vide, om han klarer frisag i sagen om den positive dopingtest fra sidste års Tour de France.

Den internationale sportsdomstol (CAS) meddeler tirsdag, at sagen skal behandles fra den 1.-3. august. Det vil sige efter afslutningen på årets Tour de France.

Saxo Bank-Sungard-rytteren, som søndag vandt Giro d'Italia, kan derfor komme til at køre og eventuelt vinde Tour de France uden at vide, om han senere bliver frataget sejren. Præcist som det er tilfældet med Giroen.

Selskabet bag Tour de France har også mulighed for at forhindre Alberto Contador i at stille op.

Alberto Contador blev sidste år testet positiv for dopingstoffet clenbuterol under Tour de France.

Tidligere i år blev han frifundet af den spanske cykelunion.

Frifindelsen blev dog appelleret af den internationale cykelunion (UCI) og det internationale antidopingagentur (Wada).