
Efter godt fire timers spil kunne spillerne på holdet Cloud9 bryde ud i jubel.
Sejren i den prestigefyldte Eleague Major-turnering i computerspillet Counter Strike: Global Offensive (CS: GO) i Boston var i hus efter et drama af den anden verden.
Finalen stod mellem de to amerikanske hold Faze Clan, der har danske Finn "Karrigan" Andersen med, og Cloud9.
Cloud9 havde publikum med sig under hele finalen. Den startede da også godt for holdet.
I første runde på kortet "Mirage" tog undertippede Cloud9 nemlig teten og bragte sig langt foran. Det lykkedes dog Faze Clan at vende momentum fuldkomment og vinde 16-12.
I den anden runde ud af tre, der blev spillet på kortet "Overpass", var historien næsten den samme, men udfaldet omvendt. Cloud9 bragte sig hurtigt foran 8-0. Faze Clan sled sig tilbage til 6-15, hvor Cloud9 begyndte at se nervøse ud. Cloud9 kunne dog lukke runden med en sejr på 16-10.
Dermed skulle det hele afgøres i tredje runde, der startede som en tæt affære, hvor de to hold fulgtes ad.
Faze Clan så ud til at løbe med sejren med en føring på 15-12, men Cloud9 bed fra sig og fik udlignet. Dermed skulle finalen afgøres i overtid, og det endte med en sejr på 22-19 til Cloud9.
Faze Clan havde sikret sig finalepladsen i overbevisende stil efter sejre på 2-0 mod både Mousesports i kvartfinalen og Natus Vincere i semifinalen.
Modstanderne fra Cloud9 sled sig i finalen efter en sejr på 2-1 over SK Gaming i semifinalen.
Cloud9 var forud for aftenens finale noteret som det tredjebedste hold i verden mens Faze sidder solidt på pladsen som det bedste hold.
Holdet Astralis, der i Danmark er blevet kendt fra flere dokumentarprogrammer og deres langvarige placering som det bedste hold i verden, røg skuffende ud af turneringen allerede i gruppespillet.
North, holdet som ejes af Parken Sport & Entertainment, røg ligeledes ud i gruppespillet.
Eleague Major-turneringen i Boston er en af de største i sporten og anses for at være et uformelt verdensmesterskab. Præmiepuljen lyder på minimum en million dollar – seks millioner kroner.
Vinderen får 500.000 dollar, mens nummer to kan rejse hjem med 150.000 dollar.