Claus Bodenhoff gentager succes’en

Cykler Danmark rundt igen i 2016 til fordel for Børnecancerfonden

Danmark Rundt 2016 Lokale Claus Bodenhoff gør det igen til sommer – cykler Danmark rundt udelukkende med det formål, at samle penge ind til Børnecancerfonden.

Dermed gentager Claus Bodenhoff sidste sommers succes, hvor han trampede næsten 500.000 kroner ind til kræftramte børn og deres familier.

Claus Bodenhoff starter sin tur til sommer den 7. juni med afgang fra Hundested og efter 12 etaper rundt om i landet slutter turen den 18. juni i hjembyen Frederiksværk.

Selv om der er flere måneder til, at Claus Bodenhoff indleder sin tour så er forberedelserne og træningen i fuld gang. Således har han netop påbegyndt et tre måneders træningsprogram i Frederiksværk Motions Center for at være fysisk og psykisk klar til den krævende tur landets rundt.

"Vi vil meget gerne bidrage med hjælp til Claus", lyder det fra Freddy Hejgaard fra Frederiksværk Motions Center, han fortsætter:

"efter Danmark Rundt 2015, har Claus brug for at adressere nogle fysiske udfordringer, samt at påbegynde skadesforebyggende træning til Danmark Rundt 2016. Vi har sat ham på et forløb der er målrettet dette formål.

Claus er ikke den klassisk byggede cykelrytter, så der er områder han skal arbejde på, mens han omvendt har andre kvaliteter der gør at han kan klare udfordringerne på en så lang tur", siger Freddy Hejgaard.

Også Claus Bodenhoff er lykkelig for aftalen med det lokale motionscenter og samarbejdet med den personlige træner Robert Andersen:

"Det er rigtig fedt, at komme i gang med træningen efter nogle måneder, hvor det ikke var muligt at træne", slutter Claus Bodenhoff.